116
CHARLES DICKENS
tilkendegive, at saa let blev Døden nu ikke. Derefter satte hun sig hen til den anden gamle Kærling, der imidlertid var kommet ind. Oldfruen saa' meget utaalmodig ud; hun trak Sjalet tættere om sig og tog Plads ved Fodenden af Sengen.
Apoteker-Medhjælperen spidsede sin Tandstikker færdig og stod saa en halv Snes Minuter og varmede sig op ad Kakkelovnen; men tilsidst blev han ked af det og listede ud paa Taaspidserne. Lidt efter at han var gaaet, krøb de to gamle rynkede Kærlinger hen, hvor han havde staaet; siddende paa Hug foran Ilden, med deres grimme Ansigter klart belyste af den, gav de sig til at hviske sammen.
»Sagde hun noget, mens jeg var væk, Ane?« spurgte Marthe, som var den af dem, der havde hentet Madam Corney.
»Ikke et Muk,« svarede Ane. »Hun laa og fægtede noget med Armene; men jeg holdt paa hende, og saa faldt hun hen igen. Hun har ikke mange Kræfter mer, saa jeg kunde nok holde hende — aa ja, aa ja!«
»Fik hun noget af den varme Vin, som Dokteren havde sagt, hun skulde have?« spurgte Marthe.
»Nej, der var ikke til at faa en Draabe ned i hende. Saa drak jeg den selv, og den gjorde godt.« — De to gamle Hekse skævede forsigtigt til Siden for at forvisse sig om, at ingen hørte dem, og fniste fornøjede.
»Ja,« sagde Marthe, jeg husker nok den Tid, da hun selv vilde have gjort lige saadan og vilde have taget sig et godt Grin ovenpaa.«
»Aak ja, der var Humør i hende! Og hun har klædt mange dejlige Lig, saa nysselige og pæne, som de kunde have været af Voks. Mine gamle Øjne har selv sèt dem, og mine gamle Hænder har rørt ved dem, for jeg har hjulpet hende de Snese af Gange.« Ane spilede sine dirrende Fingre ud og virrede med dem foran Ansigtet, famlede saa ned efter sin Lomme, fik en gammel Snustobaks-Daase frem, og hældte en ussel Smule Snus ud i Venindens fremstrakte Haand samt en lidt større Portion ud i sin egen Haand.
I det samme kom Madam Corney hen til dem. Hun var nu ked af at vente og spurgte skarpt, hvor længe dette her skulde vare.
»Ikke længe, Madam,« svarede Ane og saa' op paa hende. »Ingen kommer til at vente længe paa sin Død. Bare lidt Taalmodighed! den ta'er os tidsnok alle sammen!«
»Aa hold Mund, dit gamle Vrøvl!« bed Madamen hende af. — »Sig mig, Marthe, har hun haft det lige saadan før?«
»Ja, det har hun tidt,« svarede Marthe.
»Men hun faar det aldrig saadan mer!« tilføjede Ane. »For hun vaagner kun denne ene Gang til, — og pas paa, hvad jeg siger, Madam: det varer ikke længe!«
»Ja det er nu mig lige meget!« bruste Madam Corney op, »for jeg bliver ikke siddende at drive her. Og en anden Gang, I to der, saa lader I mig i Fred! Jeg er ikke sat til at skulle se alle gamle Kærlinger her i Huset dø, og jeg vil heller ikke, forstaar I, I to gamle Spøgelser! I kan
