Side:Oliver Twist - Samfundsroman.djvu/115

Denne side er blevet korrekturlæst

115

OLIVER TWIST

naar det er ved at være forbi. Nej men hun er saa urolig; og naar Krampen engang imellem ikke har hende — for hun drages ellers haardt! — saa siger hun, at der er noget, hun maa have aabenbaret for Dem; før kan hun ikke dø!«

Madam Corney mumlede en Del Skældsord angaaende gamle Kærlinger, der ikke engang kunde dø, uden at de skulde plage deres Foresatte. Saa hyllede hun sig ind i et tykt Sjal, bad Hr. Bumble vente det Øjeblik, hun var borte, befalede den Gamle at rubbe sig og ikke være hele Natten om at hinke op ad Trapperne, og fulgte bagefter hende. Hun havde et meget surt Ansigt paa og skældte hele Vejen.

Da Hr. Bumble var blevet ene, bar han sig lidt underligt ad. Han lukkede Skabet op, talte Theskeerne, vejede Sukkertangen i Haanden, undersøgte omhyggeligt en Sølv-Flødekande, om den ogsaa virkelig var ægte, satte derefter sin trekantede Hat paa tvers paa Hovedet, og polkerede yderst værdigt fire Gange rundt om Bordet. Derpaa lagde han Hatten fra sig, stillede sig skrævende hen, med Ryggen op til Kakkelovnen, og lod til i sit stille Sind at foretage en omhyggelig Vurdering af alt Bohavet i Værelset.

24.
Kort, men vigtigt.

Det gamle krumbøjede og rystende Fruentimmer humpede ned ad Gangene og op ad Trapperne og mumlede af og til et utydeligt Svar paa Madam Corneys Skælden. Til sidst kunde hun ikke længer, men maatte standse for at trække Vejret. Hun rakte saa Lyset til Madam Corney, som gik rask iforvejen og traadte ind i Stuen, hvor den Døende laa.

Det var et usselt Kvistkammer. Henne i den anden Ende af det stod der et Lys og brændte. Ved Sengen sad en gammel Vaagekone; foran Kakkelovnen stod Apotekerens Medhjælper og skar sig en Tandstikker af en Pennepose.

»Hu, hvor det er koldt!« bemærkede denne unge Kavaller, da Madam Corney kom ind. »Det er noget slemt Kul, De faar leveret!« tilføjede han og stødte med den rustne Ildrager ind i Kakkelovnen. I det samme lød der en Stønnen fra Sengen, og han saa' derhen med en Mine, som om han først nu kom i Tanker om, at der laa nogen. »Hm,« sagde han, »ja med hende er det forbi, det skulde undre mig, om hun gør det et Par Timers Tid endnu… De dér! sover hun?«

Vaagekonen bøjede sig ind over Sengen for at se — og nikkede saa.

»Naa ja, saa maaske hun kan sove bort, hvis De lader være at gøre Støj!« bemærkede den unge Kavaller. »Sæt Lyset ned paa Gulvet, saa generer det hende ikke!«

Vaagekonen lystrede, men rystede i det samme paa Hovedet for at