113
OLIVER TWIST
stuen — ægte uforfalsket Portvin, tappet af i Eftermiddag, saa klar som Glas!«
Han holdt den ene Flaske op for Lyset og rystede den, for at bevise dens Fortrinlighed, satte derefter baade den og dens Kammerat hen paa Dragkisten, lagde et Lommetørklæde sammen, som havde været svøbt om dem, stak det langsomt i Lommen, og tog saa sin Hat og lod, som han vilde gaa.
»De har en kold Vej hjem, Hr. Bumble,« bemærkede Madamen.
»Ja,« sagde Bumble, »hun blæser, som Ørene skulde gaa af En!« Og han slog Kavaj-Kraven op,
Oldfruen saa' fra den lille Thekedel op paa Hr. Bumble, som imidlertid var gaaet hen mod Døren. Og da Bumble saa rømmede sig igen, som Indledning til at sige Farvel, spurgte hun bly, om han… ikke havde Lyst til at drikke en Kop The.
Øjeblikkelig slog Bumble Kavaj-Kraven ned, lagde Hat og Stok fra sig paa en Stol, og flyttede en anden Stol hen til Bordet. Medens han langsomt satte sig, saa' han paa Madamen. Madamen saa' ufravendt paa den lille Thepotte. Hr. Bumble rømmede sig igen, og smilte saa smaat.
Madamen rejste sig og tog et Par Kopper til henne i Skabet. Idet hun satte sig, mødte hendes Øjne igen det galante Kommenalbuds; hun rødmede — og gav sig til at skænke The til ham. Atter rømmede Bumble sig, denne Gang lidt stærkere end før.
»Er den sød nok, Hr. Bumble?« spurgte Madamen, da hun havde kommet Sukker i.
»Voldsomt sød, Madam!« svarede Bumble. Han saa' stift paa Madamen; og hvis nogensinde en kommenal Embedsmand har sét øm ud, saa maa det have været Hr. Bumble i dette Øjeblik.
Man drak saa Theen. Bumble havde bredt Lommetørklædet ud over sine Knæ, for at han ikke skulde komme til at plette sine Bukser. Medens han spiste og drak, sukkede han af og til dybt, hvilket dog ikke havde nogen skadelig indflydelse paa hans Appetit, tvertimod lod det til at lette ham hans Bevægelser paa The- og Smørrebrøds-Omraadet.
»De holder Kat, Madam, ser jeg,« bemærkede han, og saa' hen paa én, der laa og varmede sig foran Kakkelovnen, med hele sin Familie omkring sig. »Den har ovenikøbet Killinger!«
»Ja og De kan ikke tro, Hr. Bumble, hvor jeg holder af dem!« svarede Madamen. »De er saa kære og fornøjelige, de Dyr, det er ligefrem Selskab for mig, og saa holder de ogsaa saa meget af deres Hjem.»
»Madam Corney,« sagde Hr. Bumble langsomt, og slog Takt til sin Tale med Theskeen: »det er min Mening, at den Kat og de Killinger, der kunde bo' hos Dem og ikke være lykkelige, de maatte være nogle Asener!«
»Nej, Hr. Bumble dog…!« indvendte Madamen.
»Ikke Tale om dèt!« erklærede Bumble og svang Theskeen med en
