111
OLIVER TWIST
sultent Udskud lægger sig hen og dør paa aaben Vej og Mark. Lad deres Forseelser have været, hvad de være vil: Staklerne kommer næppe til at slaa Øjnene op i en Verden, der er værre end den, de forlod!
Inde i det Fattighus, hvor Oliver Twist var blevet født, sad Oldfruen, Madam Corney, henne ved Kakkelovnen i sin egen lille Stue og saa' velbehageligt paa et lille rundt Bord, hvorpaa der stod en lille Bakke med alt fornødent til en Oldfrues kæreste Maaltid. Madam Corney skulde til at trøste sig selv med en Kop The, og medens hun nu skævede fra Bordet hen til Kakkelovnspladen, hvor den mindste af alle Thekedler stod og snurrede med spæd Røst, steg hendes indre Tilfredshed saa højt, at hun maatte smile. »Ja,« mumlede hun med Albuen støttet mod Bordet, og hun stirrede tankefuldt ind i Ilden, »vi har sandelig allesammen meget at være taknemlige for, naar vi blot vilde skønne paa det! Ak ja!« Og hun rystede bekymret paa Hovedet, som om hun ynkedes over de forblindede Fattiglemmer, der aldrig vilde skønne paa det. Hvorefter hun stak en Sølvske (hendes private Ejendom) ned paa Bunden af en lille Blik-Thedaase og gav sig til at lave The.
Hvor en Ubetydelighed dog kan bringe vort skrøbelige Sind ud af Ligevægt! Vandet i den lille sorte Thepotte løb over, medens Madam Corney grubliserede, og hun fik skoldet sin Haand.
»Den forbandede Potte,« udbrød hun og satte den hastigt fra sig paa Kakkelovnspladen: »der kan heller ingen Verdens Ting være i det Spektakel! Ingen Mennesker kunde falde paa at bruge den,« — hun gjorde et Ophold, og sukkede saa: »undtagen saadan en forladt Stakkel som jeg! Ak Gud ja!« Hun sank ned paa sin Stol og støttede atter Albuen mod Bordet og grubliserede over sin Ensomhed. Den lille Thepotte og det ene Par Kopper vakte triste Minder om Hr. Corney (der ikke havde været død i mer end 25 Aar), og hun overvældedes. »Jeg faar aldrig Magen!« hviskede hun forknyt, »jeg faar aldrig Magen!«
Om den Bemærkning galdt hendes Mand eller Thepotten, faar at staa hen. Thepotten saa' hun paa, mens hun talte, og straks efter tog hun den og skænkede. Hun havde lige faaet drukket den første Slurk, da hun forstyrredes ved, at der blev banket sagte paa hendes Dør.
»Naada! kom ind!« sagde hun skarpt. »Det er sagtens en af de gamle Kærlinger, der skal til at dø, de dør jo altid, ligesom jeg skal til at spise! Naa, staa ikke der og luk al den Kulde ind! Hvad er der?«
»Ingenting, Madam, ingenting!« svarede en Mandfolkestemme.
»Nej Jøsses!« udbrød Madamen i en langt blidere Tone, »er det Dem, Hr. Bumble!«
»Ja akkurat, Madam!« sagde Hr. Bumble, der var blevet staaende for at ryste Sneen af sin Kavaj og tøre sine Fødder af; han kom nu ind med sin trekantede Hat i den ene og en lille Bylt i den anden Haand. »Skal jeg lukke, Madam?«
Oldfruen betænkte sig undseelig paa at svare, hun vidste ikke, om det gik an, at hun og Bumble var ene sammen for lukket Dør. Af denne
