110
CHARLES DICKENS
saa at han dannede et Slags Trappetrin. Øjeblikkelig klatrede Sikes op paa hans Ryg, og stak Oliver — med Fødderne forrest — sagte ind gennem Vinduet og satte ham vel beholden ned paa Gulvet indenfor.
»Tag Lygten!« hviskede han. »Kan du se Trappen lige foran dig?«
Mere død end levende fremgispede Oliver et »Ja.«
Sikes pegede frem mod Gadedøren med sin Pistol og erindrede ham korteligt om, at hele Vejen derhen var han indenfor Skudvidde, og at hvis han betænkte sig, var han dødsens. »Det er gjort paa et Minut!« hviskede han. »Lige saasnart jeg slipper, gaar du paa!… Hys!«
»Hvad er der?« hviskede Toby. — Og de lyttede spændt.
»Ingenting,« sagde Sikes, og han slap Oliver: »Nu!«
Drengen havde kun et Øjeblik til at tænke sig om: men i det Øjeblik besluttede han, at om det saa skulde koste ham hans Liv, vilde han se at løbe op ad Trappen og vække Familien. Opfyldt af den Plan gik han hurtigt, men sagte fremad.
»Kom tilbage!« kaldte pludselig Sikes højt: »Tilbage! tilbage!«
Skræmmet ved den pludselige Afbrydelse af Døds-Stilheden og af et højt Raab, som fulgte efter, lod Oliver Blændlygten falde og stod og vidste ikke, om han skulde gaa frem eller flygte. I det samme gentages Raabet, — der kom et Lysskær, — utydeligt saa' han oppe paa Trappeafsatsen to forskrækkede, halvt paaklædte Mænd, — saa kom der et Glimt, — et højt Knald — Røg — et Klask, hvor vidste han ikke — — — Og han tumlede tilbage!
Sikes havde et Sekund været forsvunden; men før Røgen var trukket bort, var han oppe igen og havde grebet Drengen i Kraven. Han fyrede sin Pistol af mod Mændene, som allerede var rykket til Side, og drog Drengen op til sig. »Klem Armen tættere ind!« sagde han, og trak ham saa ud igennem Vinduet. »Kom med et Tørklæde! De har ramt ham. Gesvindt! Død og Helvede, som han bløder!«
Saa var der en Klokke, der ringede, og der blev skudt og raabt inde i Huset, og Oliver havde en Fornemmelse af, at han blev baaret rask hen over en ujævn Mark. Støjen tabte sig i det fjerne, en underlig isnende Kulde trængte sig ind til hans Hjerte, — og han hverken hørte eller saa' noget mere.
23.
Lidt af en følsom Samtale.
Det var en bidende kold Aften. Det tykke Lag Sne, der laa, var haardfrossen, saa at kun Driverne hist og her i Snevringer og paa Gadehjørner blev hvirvlet til Vejrs, som taagede Malstrømme, af den skarpe og tudende Vind. Saadan en mørk, isnende, uhyggelig Aften kryber Folk, der sidder lunt inden Døre, sammen ved den knitrende Ild og takker Gud for, at de kan være hjemme, medens husvildt og for-
