Side:Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige.djvu/76

Denne side er blevet korrekturlæst

70

Drengen gjorde altsaa Rejsen op til Kullaberg sidende paa en Storkeryg. Skønt han vidste, at det var en stor Ære, voldte det ham dog megen Angst; thi Hr. Langeben var en Mester i at flyve og satte afsted med en helt anden Fart end Vildgæssene. Mens Akka fløj den lige Vej med jævne Vingeslag, morede Storken sig med at gøre en Mængde Flyvekunster. Snart laa han stille i en umaadelig Højde og flød paa Luften uden at bevæge Vingerne, snart kastede han sig nedad med saa stærk Fart, at det føltes, som om han skulde falde til Jorden som en Sten, snart morede han sig med at svinge sig rundt om Akka i store og smaa Kredse som en Hvirvelvind. Drengen havde aldrig før været med til noget lignende, og skønt han sad i en stadig Skræk, maatte han tilstaa for sig selv, at han aldrig før havde vidst, hvad en ordentlig Flyvetur vilde sige.

De gjorde kun et eneste Ophold paa Rejsen, og det var, da Akka paa Vombsøen sluttede sig til Rejsekammeraterne og raabte til dem, at Graarotterne var overvundne. Derpaa fløj de vejfarende den lige Vej til Kullaberg.

Der slog de ned paa det øverste af den Kulle, der var forbeholdt Vildgæssene, og da nu Drengen lod Blikket vandre fra Kulle til Kulle, saa han, at over en af dem hævede Kronhjortenes mangetakkede Horn sig og over en anden de graa Hejrers Nakkefjer. En Kulle var rød af Ræve, en var sort og hvid af Strandfugle, en var graa af Rotter. En var dækket af sorte Ravne, der skreg ustandseligt, en af Lærker, der ikke var i Stand til at holde sig stille, men uafladelig svang sig op i Luften og sang af Glæde.

Som det altid plejer at gaa til paa Kullaberg, var det Kragerne, der aabnede Dagens Lege og Morskab med deres Flyvedans. De delte sig i to Flokke, der fløj imod hinanden, mødtes, vendte om og begyndte forfra. Denne Dans havde mange Ture og forekom Tilskuerne, der ikke var inde i Dansens Regler, altfor ensformig. Kragerne var meget stolte af deres Dans, men alle andre var glade, da den var forbi. Dyrene fandt den lige saa trist og meningsløs som Vinterstormens Leg med Snefnuggene. De blev i daarligt Humør af at se paa den og ventede spændt paa noget, der kunde fornøje dem lidt.

De kom heller ikke til at vente forgæves, thi saasnart Kragerne havde endt deres Dans, kom Harerne løbende. De mylrede frem i en lang Række uden synderlig Orden. I nogle Rækker gik der kun een, i andre løb der tre eller fire ved Siden af hinanden. Alle havde de rejst sig op paa to Ben, og de kom