Side:Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige.djvu/75

Denne side er blevet korrekturlæst

69

Til det store Møde, der fandt Sted det Aar, da Niels Holgersen fløj om med Vildgæssene, kom Akka og hendes Flok senere end alle andre, og det kunde man ikke undre sig over, for Akka havde fløjet over hele Skaane for at komme til Kullaberg, Desuden havde hun været nødt til, saasnart hun var vaagnet den Morgen, at flyve ud og lede efter Tommeltot, der i mange Timer havde gaaet og spillet for Graarotterne og lokket dem langt bort fra Glimmingehus. Uglefar var kommen tilbage med det Bud, at Sortrotterne skulde være hjemme igen straks efter solopgang, og der var altsaa ikke mere nogen Fare ved at lade Taarnuglens Fløjte tie og give Graarotterne Lov at gaa, hvorhen de lystede.

Men det var ikke Akka, der opdagede Drengen, som han gik der med sit store Følge, og hurtig dalede ned over ham, tog ham i Næbbet og svævede op i Luften med ham, nej, det var Hr. Langeben, Storken. For Hr. Langeben havde ogsaa begivet sig ud at lede efter ham, og bagefter, da han havde bragt ham op i Storkereden, bad han ham om Forladelse, fordi han om Aftenen havde behandlet ham med Ringeagt.

Det blev Drengen meget glad over, og Storken og han blev gode Venner. Akka var ogsaa meget venlig imod ham, strøg sit gamle Hoved flere Gange imod hans Arm og roste ham, fordi han havde hjulpet dem, der var i Nød.

Men det maa man sige til Drengens Ære, at han ikke tog imod Ros, som han ikke havde fortjent. „Nej, Mor Akka,“ sagde han, „De maa ikke tro, at jeg lokkede de graa væk for at hjælpe de sorte. Jeg vilde kun vise Hr. Langeben, hvad jeg duede til.”

Næppe havde han sagt disse Ord, før Akka henvendte sig til Storken og spurgte, om han troede, det gik an at tage Tommeltot med til Kullaberg. „Jeg synes, vi kan stole paa ham som paa os selv,” sagde hun. Storken raadede straks meget ivrig til at tage Tommeltot med. „Vist skal De tage Tommeltot med til Kullaberg, Mor Akka,“ sagde han. „Det er et stort Held for os, at vi kan belønne ham for alt, hvad han i Nat har udstaaet for vor Skyld. Og da det endnu nager mig, at jeg i Aftes ikke opførte mig pænt imod ham, saa skal det være mig der bærer ham paa min Ryg helt til Mødestedet.”

Der er ikke meget, der smager bedre end at faa Ros af dem, der selv er kloge og dygtige, og Drengen havde aldrig været saa glad, som da Vildgaasen og Storken talte saadan om ham.