55
saadan som Sortrotterne. De nedstammede fra et Par fattige Indvandrere, der for omtrent hundrede Aar siden gik i Land i Malmø fra en lybsk Skude. Det var to hjemløse, forsultne Stakler, der fristede Livet i selve Havnen, svømmede om mellem Pælene under Bolværket og aad det Affald, der blev kastet i Vandet. De vovede sig aldrig op til Byen, der var i Sortrotternes Besiddelse.
Men lidt efter lidt, da Graarotterne var voksede i Tal, blev de dristigere. Til at begynde med flyttede de ind i nogle gamle, øde Huse, der skulde rives ned, og som Sortrotterne havde forladt. De fandt deres Føde i Rendestene og Affaldsdynger og tog til Takke med al den Ragelse, som Sortrotterne ikke gad have. De var haardføre, nøjsomme og uforfærdede, og i Løbet af faa Aar var de bleven saa mægtige, at de tog sig over at jage Sortrotterne bort fra Malmø. De tog Lofter, Kældere og Magasiner fra dem, sultede dem ud eller bed dem ihjel, for de var paa ingen Maade bange for Krig.
Og da Malmø var taget, drog de afsted i smaa og store Flokke for at erobre hele Landet. Det er slet ikke til at forstaa, hvorfor Sortrotterne ikke samlede sig til et stort, fælles Ledingstog og gjorde det af med Graarotterne, mens disse endnu kun var faa. Men de sorte var vel saa sikre paa deres Magt, at de ikke kunde tænke sig den Mulighed at miste den. De sad stille paa deres Godser, og imidlertid tog Graarotterne den ene store Gaard efter den anden fra dem, den ene Landsby efter den anden, den ene By efter den anden. De blev sultet ud, jaget ud, ryddet ud. I Skaane havde de ikke formaaet at holde Stand et eneste Sted uden netop paa Glimmingehus.
Den gamle Stenbygning havde saa faste Mure, og der førte saa faa Rottegange igennem dem, at det var lykkedes Sortrotterne at bevare den og hindre Graarotterne fra at trænge ind. Aar efter Aar, Nat efter Nat, havde Striden staaet paa mellem Angribere og Forsvarere, men Sortrotterne havde trolig holdt Vagt og kæmpet med den største Dødsforagt, og takket være den prægtige, gamle Bygning havde de bestandig gaaet af med Sejren.
Det kan ikke nægtes, at saa længe Sortrotterne var ved Magten, var de lige saa afskyede af alle andre levende Væsener, som Graarotterne er nu for Tiden, og det med fuld Ret. De kastede sig over stakkels, lænkede Fanger og pinte dem, de svælgede i Lig, de stjal den sidste Roe i den fattiges Kælder, de bed Fødderne af sovende Gæs, stjal Æg og Kyllinger fra
