Side:Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige.djvu/555

Denne side er blevet korrekturlæst

549

ver bort uden at sige Farvel til mig!” tænkte han. Han vilde saa gerne fortælle dem, hvordan det hele var gaaet til, og vise dem, at han var Menneske igen.

Der kom en Flok, der fløj hurtigere og skreg højere end de andre, og der var noget, der sagde ham, at denne Flok var det. Men han kendte dem ikke saa sikkert, som han vilde have gjort Dagen i Forvejen.

Flokken sagtnede Farten og fløj frem og tilbage langs Kysten. Da blev Drengen vis paa, det var hans Flok. Han kunde blot ikke begribe, hvorfor Vildgæssene ikke slog ned ved Siden af ham. Det var da umuligt, at de ikke skulde kunne se ham der, hvor han stod.

Drengen prøvede at udstøde en Lokketone, der kunde kalde dem ned til ham. Men hvad var det? Tungen vilde ikke. Han kunde ikke faa den rigtige Lyd frem.

Han hørte Akka raabe oppe i Luften, men han forstod ikke, hvad hun sagde. „Hvad er det? har Vildgæssene skiftet Sprog?” tænkte han.

Han gav sig til at vinke ad dem med sin Hue, og han løb langs Stranden og raabte: „Her er jeg, hvor er du?“

Men det lod til, at det kun gjorde dem bange. De lettede og fløj ud over Havet. Da forstod han det omsider! De vidste ikke, han var Menneske! De kunde ikke kende ham!

Og han kunde ikke kalde dem til sig, fordi et Menneske ikke kan tale Fuglenes Sprog. Han kunde ikke tale det, og han kunde heller ikke forstaa det.

Skønt Niels Holgersen var saa glad over at være løst fra Trolddommen, syntes han, det var bittert, at han saadan var bleven skilt fra sine gode Kammerater. Han satte sig ned i Sandet og holdt Hænderne for Ansigtet. Hvad kunde det hjælpe at se efter dem?

Men lidt efter hørte han Brusen af Vinger. Det havde været svært for den gamle Mor Akka at rejse fra Tommeltot, og hun vendte tilbage endnu engang. Og nu, da Drengen sad stille, dristede hun sig til at flyve nærmere hen til ham. Og lige med eet var det, som hendes Øjne blev opladt for, hvem han var. Hun slog ned paa Pynten ved Siden af ham.

Drengen udstødte et Skrig af Glæde og tog den gamle Akka i sin Favn. De andre Vildgæs strøg deres Næb og ad ham og stimlede sammen om ham. De kaglede og pludrede og ønskede ham til Lykke paa alle mulige Maader, og han talte ogsaa til dem og takkede dem for den vidunderlige Rejse,