Side:Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige.djvu/531

Denne side er blevet korrekturlæst

525

frem. Det var jo ikke ganske nylig, han havde boet i Vestergötland, og det varede noget, inden han kunde trænge dybt nok ned i sine Erindringer.

„Men Kinnekulle og Billingen og de andre Smaabjerge, der laa strøet ud over den store Slette, de staar der da endnu?“ sagde Kæmpen. „Ja, det gør de!” svarede Vestgöten, og for at vise Kæmpen, at han forstod, han havde at gøre med en dygtig Mand, tilføjede han: „I var maaske med at bygge nogle af de Bjerge?”

„Aa, ikke netop det,” sagde Kæmpen, „men jeg kan fortælle dig, at du kan takke min Fader for, at de Bjerge staar der. Da jeg var en lille Knægt, var der ingen stor Slette i Vestergötland, men der, hvor Sletten nu breder sig, laa der en Fjeldvidde, der strakte sig fra Vättern til Götaelv. Men saa var der nogle Elve, der satte sig for, at de vilde smuldre Bjerget op og føre det ned til Vättern. Det var ikke noget rigtigt Granitbjerg, det bestod mest af Kalksten og Skifer, saa Elvene havde let ved at faa Bugt med det. Jeg kan huske, at de gjorde deres Flodsenge og Dale bredere og bredere, og tilsidst bredte de dem ud til Sletter. Min Fader og jeg gik somme Tider ud og saa paa Elvenes Arbejde, og Fader syntes ikke rigtig om, at de ødelagde hele Bjerget. „De kunde da idetmindste lade os beholde nogle Hvilesteder,” sagde han, og med det samme tog han sine Stensko af og stillede den ene langt mod Vest og den anden langt mod Øst. Sin Stenhat lagde han paa en Bjergpynt ved Vänern, min Stenhue slyngede han længere ned mod Syd, og sin Stenkølle kastede han i samme Retning. Hvad vi ellers havde hos os af god, haard Sten, lagde han paa forskellige Steder. Derpaa gik det saadan, at Elvene skyllede næsten hele Bjerget væk. Men de Steder, som min Fader havde dækket med sine Stensager, dem turde de ikke røre; de blev staaende. Der hvor Fader havde sat sin ene Sko, der blev Halleberg staaende under Hælen og Hunneberg under Saalen. Under den anden Sko var Billingen gemt, Faders Hat havde bevaret Kinnekulle, under min Hue laa Mösseberg, og under Stenkøllen laa Alleberg. Alle de andre Smaabjerge paa Vestgötasletten blev ogsaa sparede for Faders Skyld, og jeg gad nok vidst, om der er mange Mænd i Vestergötland nu, som Folk har saa megen Respekt for.”

„Det er ikke saa let at svare paa den Ting,” sagde Sømanden, „men jeg vil dog sige, at har Elve og Kæmper