522
som inden den gamle Herres Død. Han havde nemlig skænket hele den skønne Gaard til Skolen, og hans Søstersøn blev ved at være Forstander og styrede det hele.
Hver Gang Lærerinden kom derover, var der noget nyt at se. Nu var der ikke alene Sløjdkursus, men Forstanderen vilde ogsaa gerne kalde Folkets gamle Skikke og gamle Forlystelser til Live igen, og han oprettede derfor Kursus i Sanglege og i mange andre Slags Lege. Men i een Henseende blev alt ved det gamle, nu som før gik Menneskene og blev gennemvarmede af Godhed og følte, hvordan alt var indrettet og ordnet, for at de skulde være glade og ikke blot tage Kundskaber, men ogsaa Arbejdsglæde med sig derfra, naar de vendte tilbage til de smaa Skolebørn rundt om i Landet.
Det var kun faa Aar efter den gamle Herres Død, at Lærerinden en Søndag ved Kirken hørte, at Forstanderen paa Nääs var syg. Hun vidste, at han flere Gange i den sidste Tid havde haft slemme Anfald af et Hjerteonde, men hun havde ikke tænkt sig, at der var Fare paa Færde. Det sagde man, der var denne Gang.
Fra det Øjeblik hun hørte dette, kunde hun ikke tænke paa andet, end at nu døde maaske Forstanderen ligesom den gamle Herre, inden hun havde faaet takket ham. Og hun tænkte frem og tilbage paa, hvordan hun skulde bære sig ad med at naa ham med sin Tak.
Søndag Eftermiddag gik Lærerinden om til Naboerne og bad, om deres Børn maatte følge med til Nääs. Hun havde hørt, at Forstanderen var syg, og hun troede, det vilde glæde ham, om Børnene kom og sang et Par Sange for ham. Det var jo allerede temmelig sent paa Dagen, men det var saa stærkt og klart Maaneskin i de Aftener, at man sagtens kunde gaa. Lærerinden havde en Fornemmelse af, at hun maatte til Nääs netop den Aften. Hun var bange, det kunde være for sent næste Dag.
SAGNET OM VESTERGÖTLAND.
Søndag 9. Oktober.
Vildgæssene havde forladt Bohuslän og stod og sov i et Kær i den vestlige Del af Vestergötland. Lille Niels Holgersen var krøben op paa en Grøftevold, der løb tværs over den side Eng, for at være paa det Tørre. Han var netop i
