520
blev Seminariets Forstander. Han lagde Planen for Undervisningen, ledede Arbejdet og holdt Foredrag. Og ikke nok med det. Han levede bestandig sammen med Eleverne, gjorde sig bekendt med hver enkelts Forhold og blev dem en oprigtig og trofast Ven.
Og saa mange Elever, som der strømmede til lige fra Begyndelsen! Hvert Aar blev der holdt fire Kursus, og til dem alle meldte der sig flere Elever, end de kunde tage imod. Skolen blev ogsaa snart bekendt i Udlandet, og Lærere og Lærerinder fra alle Verdens Lande kom til Nääs for at lære, hvordan de skulde bære sig ad med at opdrage Haanden. Der var ikke det Sted i Sverige saa kendt i Udlandet som Nääs, og ingen Svensk havde saa mange Venner hele Verden over som Forstanderen for Nääs Sløjdlærerseminarium.
Den lille, undselige Lærerinde sad og hørte paa alt dette, og jo mere hun hørte, jo mere lysnede det omkring hende. Hun havde ikke før vidst, hvorfor Sløjdskolen var paa Nääs, havde ikke vidst, at den var skabt af to Mænd, der vilde gavne deres Land, havde ikke haft nogen Anelse om, at de gjorde dette Arbejde uden Løn, at de ofrede alt, hvad de kunde ofre for at hjælpe deres Medmennesker til at blive lykkeligere og bedre.
Naar hun nu tænkte paa den store Godhed og Menneskekærlighed, der laa bagved alt dette, greb det hende saa stærkt, at hun var lige ved at græde. Noget saadant havde hun aldrig før oplevet.
Næste Dag tog hun fat paa Arbejdet med et andet Sind. Naar alt blev givet af Godhed, saa burde hun jo tage imod det paa en bedre Maade end før. Hun glemte at tænke paa sig selv og blev helt optaget af Sløjden og det store Maal, der skulde naas ved dem. Og fra det Øjeblik gjorde hun sine Sager udmærket, for hun havde let ved at lære alt, naar blot ikke Undseelsen lammede hende.
Nu da Skællene var faldet fra hendes Øjne, saa hun den store, vidunderlige Godhed alle Vegne. Nu saa hun, hvor omhyggeligt alt var lagt til Rette for dem, der gennemgik Seminariet. Kursusdeltagerne fik meget mere end Undervisning i Haandgerning. Forstanderen holdt Foredrag om Opdragelse for dem, de gjorde Gymnastik, dannede en Sangforening, og næsten hver Aften havde de Sammenkomster med Musik og Oplæsning. Og desuden var der Bøger, Badehuse og Fortepiano, alt for deres Skyld. Det var Meningen, at de skulde have det godt og befinde sig vel og være glade.
