517
pakkede hun sit Tøj i en lille Vadsæk og gik til Nääs. Og hvor tit hun end stod stille paa Vejen, og hvor meget hun end ønskede sig langt bort, saa naaede hun dog derhen tilsidst.
Paa Nääs var der Liv og Røre. Alle Kursusdeltagerne, der kom fra hver sin Kant, skulde have deres Værelser anvist i Villaer og Huse, der hørte til den store Ejendom. Alle følte sig lidt underlig til Mode i de uvante Omgivelser, men den lille Lærerinde syntes som sædvanlig, at der ikke var andre end hende, der bar sig tosset og kejtet ad. Hun havde skræmt sig selv saadan, at hun hverken kunde høre eller se. Det var ogsaa haardt nok, alt hvad hun maatte gaa igennem. Der blev anvist hende Værelse i en smuk Villa, hvor hun skulde bo sammen med nogle unge Piger, som hun slet ikke kendte, og hun maatte spise til Aften sammen med halvfjerdsindstyve fremmede Mennesker. Paa den ene Side af hende sad der en lille Herre, som var gul i Ansigtet, og som de sagde var fra Japan, og paa den anden en Skolelærer fra Jockmock oppe i Lapland. Og lige fra Begyndelsen var der en Snakken og Munterhed ved de lange Borde! Alle talte og gjorde Bekendtskaber. Hun var den eneste, der ikke havde Mod til at sige noget.
Næste Morgen gik man i Gang med Arbejdet. Dagen begyndte her som i en anden Skole med. Morgenbøn og Sang, derpaa talte Forstanderen for Seminariet lidt om Sløjd og gav nogle korte Anvisninger, og saa, uden at hun rigtig vidste, hvordan det var gaaet til, stod hun ved en Høvlebænk med et Stykke Træ i den ene Haand og en Kniv i den anden, mens en gammel Sløjdlærer var i Færd med at vise hende, hvordan hun skulde snitte en Blomsterpind. Den Slags Arbejde havde hun aldrig før prøvet. Hun kunde ikke Haandgrebene. Og saa forvirret som hun var i det Øjeblik, kunde hun ingenting forstaa. Da Læreren var gaaet fra hende, lagde hun Kniven og Træet paa Høvlebænken og stod og stirrede lige ud i Luften.
Rundt om i Salen stod der Høvlebænke, og ved dem alle saa hun Mennesker, der med frisk Mod tog fat paa Arbejdet. Et Par af dem, der allerede var lidt bevandret i Kunsten, kom hen og vilde hjælpe hende til Rette. Men hun kunde ikke tage imod nogen Vejledning. Hun stod og tænkte paa, at de allesammen lagde Mærke til, hvor kejtet hun bar sig ad, og det gjorde hende saa ulykkelig, at hun blev som lammet.
