515
riet, at de havde deres Baade fulde af Sild op til Rælingen. Fiskerne stod i Sild til Knæene og skinnede af Sildeskæl fra Sydvesten til den nederste Kant af den gule Oliefrakke.
Saa var der nyankomne Fiskelag, der f-o'r om og loddede og søgte efter Sild, og andre, som med stort Besvær havde faaet Garnet sat ud, men drog det tomt op igen. Naar Baadene var fulde, sejlede nogle af Fiskerne ud til de store Dampskibe, der laa paa Fjorden, og solgte deres Fangst, andre sejlede ind til Marstrand og lossede Fangsten ved Kajen. Dér var allerede Sildekonerne i fuldt Arbejde ved lange Borde, Sildene pakkedes i Tønder og Kasser, og hele Gaden var fuld af Sildeskæl.
Ja, der var Liv og Bevægelse. Menneskene var helt tummelumske af Glæde over alt dette Sølv, som de øste op af Havets Bølger, og Vildgæssene fløj mange Gange rundt om Marstrandsøen, for at Drengen rigtig skulde faa det hele at se.
Men han bad dem dog snart flyve videre. Han sagde ikke, hvorfor han vilde bort derfra, men det var maaske ikke saa svært at gætte. Der var mange smukke og stovte Folk blandt Fiskerne. Flere af dem var statelige Mænd med kække Ansigter under Sydvesten, og de saa' saa forvovne og djærve ud, som enhver rask Dreng ønsker, at han selv maa komme til at se ud, naar han bliver voksen. Det var nok ikke saa morsomt at sidde og se paa saadanne Karle for en, der selv aldrig kunde blive større end en Sild.
