Side:Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige.djvu/512

Denne side er blevet korrekturlæst

506

lige ved Siden af sig noget, der lignede en høj, spids Sten. Men næsten i samme Øjeblik saa' han, at der var en stor Rovfugl, der havde valgt Skæret til Nattekvarter. Men han fik næppe Tid til at undre sig over Vildgæssene, der saa uforsigtig var slaaet ned ved Siden af en farlig Fjende, før Fuglen med et langt Hop kom hen til dem, og han genkendte Gorgo, Ørnen.

Det viste sig, at Akka og Gorgo havde sat hinanden Stævne herude. Ingen af dem blev forbavset over at se den anden. „Det var godt gjort, Gorgo!“ sagde Akka. „Jeg havde egentlig ikke troet, at du kunde naa Mødestedet før vi. Har du ventet længe?” — „Jeg kom i Aften,” svarede Gorgo. „Men jeg er bange for, at det eneste, du kan rose mig for, er, at jeg har passet saa godt paa jer. Det Ærinde, du gav mig at udføre, er det gaaet daarligt med.” — „Jeg er vis paa, du har gjort mere Gavn, Gorgo, end du vil lade dig mærke med,” sagde Akka. „Men inden du fortæller, hvad der er hændt dig paa Rejsen, vil jeg bede Tommeltot hjælpe mig at finde noget, der maa ligge gemt her paa Skæret.”

Niels Holgersen havde staaet og set paa nogle kønne Sneglehuse, men da Akka nævnede hans Navn, saa' han op. „Du har vel ikke kunnet forstaa, Tommeltot, hvorfor vi ikke har holdt den lige Kurs, men er fløjet herud til Kattegat.“ sagde Akka. — „Jeg syntes jo nok, det var lidt underligt,” svarede Drengen. „Men jeg véd jo, at I plejer at have gode Grunde for, hvad I gør.” — „Du har god Tro til mig.” sagde Akka, „men jeg er næsten bange for, at du nu sætter den til, for det er højst sandsynligt, at der ikke kommer noget ud af denne Rejse.”

„Det er mange Aar siden,” vedblev Akka, „at jeg og et Par til af dem, der nu er gamle i Flokken, blev overfaldet af Storm paa en Foraarsrejse og blev forslaaet til disse Skær. Da vi saa', at vi kun havde det aabne Hav for os, var vi bange for at blive drevet saa langt ud, at vi aldrig vilde finde tilbage til Land, og lagde os derfor ned paa Bølgerne. Stormen tvang os til at blive mellem disse nøgne Klipper i flere Dage. Vi led meget af Sult, og en Dag gik vi herop til Revnen paa Skæret og ledte efter Føde. Vi fandt ikke et eneste Græsstraa, men vi saa' nogle Poser, der var tæt tilbundne, og som stod halvt begravet i Sandet. Vi haabede, at der var Korn i Poserne, og rev og sled i