Side:Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige.djvu/511

Denne side er blevet korrekturlæst

505

blev bredere for hvert Vingeslag, de tog. Det var Havet, der laa mælkehvidt, med rosenrøde og himmelblaa Striber, og idet de svingede forbi Klipperne ved Stranden, fik de igen Øje paa Solen, der hang ved Himmelranden, stor og rød og rede til at dukke ned i Bølgerne.

Men da Drengen saa' det fri, uendelige Hav og den røde Aftensol, der skinnede med saa mild en Glans, at han kunde se lige ind i den, fyldtes han Sjæl med Fred og Tryghed. „Det er aldrig værd at være bedrøvet, Niels Holgersen,” sagde Solen. „Verden er herlig at leve i baade for store og smaa. Det er ogsaa godt at være fri og frank og have hele Himmelrummet at tumle sig i.”

VILDGÆSSENES GAVE.

Vildtgæssene havde stillet sig hen at sove paa et lille Skær udenfor Fjällbacka. Men da det lakkede ad Midnat og Maanen stod højt paa Himlen, gned gamle Akka Søvnen af Øjnene og gik om og vækkede Yksi og Kaksi, Kolme og Neljä, Viisi og Kuusi. Allersidst puffede hun med Næbbet til Tommeltot, saa han vaagnede. „Hvad er der paa Færde, Mor Akka?” sagde han og fo'r helt forskrækket op. — „Ikke noget videre,” svarede Førergaasen. „Det er ikke andet, end at vi syv, der er gamle i Flokken, har i Sinde at flyve et Stykke ud over Havet i Nat, og nu vilde vi gerne spørge, om du har Lyst til at følge med.”

Drengen forstod øjeblikkelig, at Akka ikke vilde være kommen med et saadant Forslag, dersom der ikke var noget vigtigt paa Færde, og han satte sig straks op paa hendes Ryg. De satte Kursen stik imod Vest. Først fløj de over en Række store og smaa Øer, der laa nærved Kysten, derpaa over et bredt Stykke aabent Vand, og omsider naaede de Väderøernes store Øgruppe, der laa helt ude ved det aabne Hav. Alle Øerne var lave og klippefulde, og i Maanelyset kunde man tydeligt se, at de paa Vestsiden var slebet blanke af Bølgerne. Nogle af dem var temmelig store, og paa disse saa' Drengen et Par Huse. Akka opsøgte et af de mindste Skær og slog ned dér. Det bestod kun, af en ujævn Graastensflade, der paa Midten havde en bred Revne, hvor Havet havde opskyllet fint, hvidt Strandsand og nogle Muslingskaller.

Da Niels Holgersen stod ned fra Gaasens Ryg, saa han