Side:Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige.djvu/508

Denne side er blevet korrekturlæst

XLIX.
GULDET PAA SKÆRET.

PAA VEJ TIL HAVET.

Fredag 7. Oktober.

Lige fra Vildgæssene havde begyndt deres Efteraarsrejse, havde de fløjet stik imod Syd, men da de forlod Fryksdalen, slog de ind i en anden Retning og fløj over det vestlige Värmland og Dalsland ad Bohuslän til. Det blev en fornøjelig Rejse. Gæslingerne havde nu faaet saa god Øvelse i at flyve, at de ikke mere klagede over Træthed, og Niels Holgersen begyndte at faa sit gode Humør igen. Han var glad over, at han var kommen til at tale med et Menneske, for det havde opmuntret ham, at hun havde sagt, at blev han kun ved ligesom hidtil at være god imod alle, han traf, saa kunde det ikke gaa ham ilde. Hvordan han skulde faa sin rette Skikkelse igen, det kunde hun ikke sige ham, men hun havde givet ham noget af hans gamle Haab og Tillid tilbage, og det var sikkert det, der gjorde, at han nu havde fundet paa, hvordan han skulde afholde den store, hvide fra at rejse hjem.

„Véd du hvad, Morten Gase,“ sagde han, allerbedst som de fløj afsted højt oppe i Luften, „det bliver dog vist lovlig ensformigt for os at blive hjemme hele Vinteren, nu vi har været med paa saadan en Rejse. Jeg sidder og tænker paa, om vi ikke skulde følge med Vildgæssene til Udlandet.” — „Det kan da ikke være dit Alvor?” sagde Gasen og blev helt forskrækket, for nu, da han havde vist, at han var i Stand til at følge med Vildgæssene helt op til Lapland. havde han ikke noget imod at slaa sig til Ro igen i Gaasestien i Holger Nielsens Kostald.

Drengen sad en Tid stille og saa' ned paa Värmland,