499
Hun kunde knap tro, at det var virkelige Fugle, for Duer plejer aldrig at flyve ud efter Solnedgang. Det maatte vel være det stærke Maaneskin, der havde vækket dem. De havde troet, det var Dag, og var fløjet ud af Dueslaget, men saa var de vel bleven forvirrede og havde ikke kunnet Finde hjem igen. Da de fik Øje paa et Menneske, fløj de hen til det som for at bede om Hjælp.
Der havde altid været en Mængde Duer paa Gaarden i hendes Forældres Tid, for Duerne havde ogsaa været nogle af de Dyr, hendes Fader havde taget under sin særlige Beskyttelse. Blot der var Tale om at slagte en Due, blev han i daarligt Humør. Hun var saa glad over, at de smukke Fugle kom og tog imod hende i det gamle Hjem. Hvem kunde sige, om ikke Duerne var fløjet ud ved Nattetid for at vise hende, at de ikke havde glemt, de en Gang havde haft et godt Hjem her?
Eller var det maaske hendes Fader, der havde sendt sine Fugle med en Hilsen til hende, for at hun ikke skulde føle sig saa uhyggelig og ensom til Mode, naar hun kom til sit fordums Hjem?
Idet hun tænkte dette, blev Længslen efter de gamle Dage saa stærk hos hende, at hun fik Taarer i Øjnene. Det var et godt Liv, de havde ført her paa Gaarden. De havde haft Arbejdsuger, men de havde ogsaa haft Højtider, de havde haft meget at gøre Dagen igennem, men om Aftenen havde de siddet samlet om Lampen og læst Tegnér og Runeberg, Fru Lenngren og Fredrika Bremer. De havde dyrket Korn, men ogsaa Roser og Jasminer; de havde spundet Hør, men de havde sunget Folkeviser, mens de spandt. De havde slidt i det med Historie og Grammatik, men de havde ogsaa spillet Komedie og skrevet Vers; de havde staaet ved Skorstenen og lavet Mad, men de havde ogsaa lært at spille Klaver og Fløjte og Guitar og Violin. De havde plantet Kaal og Roer og Ærter og Bønner i een Have, men de havde haft en anden, der var fuld af Æbler og Pærer og alle mulige Bær. De havde levet ensomt, men netop derfor havde de levet saa meget med Eventyr og Historier. De havde gaaet i hjemmegjort Tøj, men saa havde de ogsaa kunnet leve sorgfrit og uafhængigt.
„Ingen Steder i Verden forstaar de at leve saa godt et Liv, som de levede paa saadan en lille Herregaard i mine unge Dage,” tænkte hun. „Der var Arbejde til sin Tid og Fornøjelse til sin Tid og Glæde til alle Tinder. Hvor gerne jeg dog vilde tilbage hertil!” sagde hun. „Nu, da jeg har set Gaarden, er det tungt at rejse herfra.”
