464
et Land, og han havde ikke andre Sorger end at passe paa, at Myggesværmene ikke aad ham helt op. Drengen havde ikke megen Fornøjelse af Morten Gase, for den store, hvide havde ikke Tanke for andet end at passe paa Dunfin og veg ikke et Skridt fra hende. Men saa havde han holdt sig til den gamle Akka og til Gorgo, Ørnen, og de tre havde tilbragt mange fornøjelige Timer med hinanden. De tog ham med paa lange Ture. Drengen havde staaer paa Toppen af det sneklædte
 Torne Träsk |
Kebnekajse og set ned paa Jøklerne, der strakte sig nedenfor den bratte, hvide Kegle, og han havde været paa mange andre Højfjelde, som meget sjælden var bleven betraadt af Menneskefod. Akka viste ham skjulte Dale inde imellem Bjergene og lod ham kigge ned i Klippehuler, hvor Hunulvene opfødte deres Unger. Det falder af sig selv, at han ogsaa gjorde Bekendtskab med de tamme Rensdyr, der i store Flokke græssede paa Bredden af den skønne Torne Träsk, og at han havde været nede ved Stora Sjöfallet og hilst de Bjørne, som boede der paa Egnen, fra deres Slægtninge i Bergslagerne. Hvor han saa kom hen, var det et smukt og herligt Land. Han var rigtig glad over, at han havde faaet det at se, men han havde
