Side:Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige.djvu/461

Denne side er blevet korrekturlæst

455

pekoner, paa Børn og Hunde, paa Vægge og Gulv, paa Kaffekopper og Tobakspiber, paa brogede Klæder og udskaarne Redskaber. Det var altsammen nyt for hende. Ingenting var, som hun var vant til.

Men paa een Gang standsede hun sin Undersøgelse og slog Øjnene ned, for hun mærkede, at alle i Teltet saa paa hende. Söderberg maatte have fortalt noget om hende, for baade Lapper og Lappekoner tog deres korte Tobakspiber ud af Munden og stirrede hen paa hende. Den af Lapperne, der sad nærmest ved hende, klappede hende paa Skulderen og sagde paa Svensk: „Bra, bra!“ En Lappekone skænkede en stor Kop Kaffe, som hun med megen Besvær fik rakt hen til hende, og en Lappedreng paa hendes egen Alder krøb hen til hende. Der blev han liggende og stirrede paa hende.

Hun indsaa, at Söderberg maatte have fortalt Lapperne om, hvordan hun havde holdt stor Begravelse for sin Broder, lille Mads, men hun sad og ønskede, at han ikke vilde fortælle saa meget om hende, men hellere spørge Lapperne, om de ikke vidste noget om hendes Fader. Den lille Pusling havde sagt, at han opholdt sig hos de Lapper, der havde slaaet Lejr vesten for Luossajaure, og hun havde da bedt om Tilladelse til at køre derop med et Grustog — for rigtige Tog gik der endnu ikke paa den Bane — og lede efter ham. Alle, baade Formænd og Arbejdere, gjorde deres Allerbedste for at hjælpe hende, og en Ingeniør i Kiruna havde sendt Söderberg, der kunde tale Lappisk, med hende over Søen for at spørge efter Faderen. Hun havde haabet, at hun vilde træffe ham, saasnart hun kom herhen, og hun havde siddet og set fra det ene Ansigt til det andet i Teltet, men hun kunde ikke tage fejl af, at de alle tilhørte Lappefolket. Faderen var ikke iblandt dem.

Hun saa', at Lapperne og Söderberg blev mere og mere alvorlige, jo længer de talte sammen, og Lapperne rystede paa Hovedet og bankede sig paa Panden, som om de talte om en, der ikke var ved sin fulde Forstand. Da blev hun saa urolig i sit Sind, at hun ikke længer kunde holde ud at sidde stille og vente, men spurgte Söderberg, hvad Lapperne vidste om hendes Fader.

„De siger, at han er gaaet ud at Fiske,” svarede Arbejderen. „De ved ikke, om han kommer tilbage til Lejren i Aften, men saasnart Vejret bliver lidt bedre, vil en af dem gaa ud og lede efter ham.”

Derpaa vendte han sig om til Lapperne og blev ved at tale