XLIII.
AASE GAASEPIGE OG
LILLE MADS.
SYGDOMMEN.
Det Aar, Niels Holgersen fløj om med Vildgæssene, var der megen Tale om et Par Børn, en Dreng og en Pige, der gik igennem Landet. De var fra Småland, fra Sunnerbo Herred, og de havde en Gang boet med deres Forældre og fire Søskende i et lille Hus ude paa en stor Lynghede. Mens Børnene endnu var ganske smaa, kom der en Gang en sen Aften en fattig Kone og bankede paa og bad om Husly. Skønt Stuen knap kunde rumme de Mennesker, der hørte hjemme der, lukkede de hende ind, og deres Moder redte en Seng til hende paa Gulvet. Natten igennem laa hun og hostede, saa Børnene syntes, hele Huset rystede, og om Morgenen blev hun saa syg, at hun ikke var i Stand til at fortsætte sin Vandring.
Manden og Konen var saa gode imod hende som vel muligt. De gav hende deres egen Seng at ligge i og laa selv paa Gulvet, og Manden gik til Doktoren og hentede Draaber til hende. De første Dage var den syge som helt fra sig selv, gjorde ikke andet end fordre og forlange og sagde ikke et Ord til Tak, men lidt efter lidt tøede hun op og blev ydmyg og taknemmelig. Tilsidst laa hun hele Tiden og tiggede og bad dem bære hende ud af Huset, ud paa Heden, saa hun kunde ligge og dø der. Da Folkene ikke vilde føje hende heri, fortalte hun dem, at hun i de sidste Aar var draget om med en Flok Tatere. Selv var hun ikke af Taterslægt, hun var Datter af en Gaardmand, men hun var løben hjemmefra og havde rejst om med Natmandsfolkene. Og nu troede hun, at en Taterkvinde, der var
