405
var Synd for Klement, at han skulde være nødt til at kappes med ham.
Men Klement begyndte uforknyt. „Det var en Dag, da jeg gik paa Skansen udenfor Stockholm og længtes hjem,” sagde han, og saa gav han sig til at fortælle om den lille Nisse, han havde købt fri, for at han ikke skulde blive sat i Bur og vist frem som et vildt Dyr. Og han fortalte videre, at knap havde han gjort denne gode Gerning, før han blev belønnet for den. Han fortalte og fortalte, og Tilhørernes Forbavselse blev større og større, og da han omsider kom til den kongelige Lakaj og den fine Bog, lod alle Sæterpigerne deres Arbejde synke ned i Skødet og sad ubevægelige og stirrede paa Klement, der havde oplevet saa mærkelige Ting.
Saa snart Klement var færdig, sagde Sæterpigen, at han skulde have Halstørklæder. „Bernhard har fortalt noget, som en anden har oplevet, men Klement har selv været med i et rigtigt Eventyr, og det syntes jeg er meget mere,” sagde hun.
Det var de alle enige i. De saa paa Klement med helt andre Øjne end før, nu da de havde hørt, at han havde talt med Kongen, og den lille Spillemand turde knap vise, hvor stolt han følte sig. Men midt i den store Begejstring var der en, der spurgte ham, hvor han havde gjort af den lille Nisse.
„Jeg naaede ikke selv at sætte en blaa Skaal frem til ham,” sagde Klement, „men jeg bad den gamle Lap om at gøre det. Hvad der senere er blevet af ham, det ved jeg ikke.”
Næppe havde Klement sagt dette, før der kom en lille Fyrrekogle farende og ramte ham paa Næsen. Den kom ikke fra Træerne, og den kom ikke fra nogen af Menneskene. Det var ikke til at begribe, hvor den kom fra.
„Haa, haa, Klement!” sagde Sæterpigen. „Det lader til, at de Smaa hører, hvad vi taler om. I skulde vist ikke have overladt det til nogen anden at sætte Mad frem i den blaa Skaal.”
