384
nok saa frodigt i Urtebedene paa Skansen. „Nu er der vist varmt og godt ogsaa oppe i Lapland,“ tænkte Drengen. „Jeg vilde nok ønske, at jeg sad paa Morten Gases Ryg saadan en smuk Morgenstund som denne. Det vilde være dejligt at ride omkring i den varme, stille Luft og se ned paa jorden, saa fin og pyntet som den nu ligger med grønt Græs og brogede Blomster.”
Det sad han og tænkte paa, da Ørnen pludselig skød ned fra Luften og satte sig ved Siden af ham paa Taget af Buret. „Jeg vilde prøve mine Vinger for at se, om de endnu duede til noget,“ sagde Gorgo. „Du troede vel ikke, jeg havde i Sinde at lade dig blive her i Fangenskabet? Sæt dig nu op paa min Ryg, saa skal jeg føre dig tilbage til dine Rejsekammerater.”
„Nej, det er umuligt,” sagde Drengen. „Jeg har givet mit Ord paa at blive her, til jeg bliver givet fri.”
„Hvad er det for nogen Dumheder?” sagde Gorgo. „Først har de ført dig herhen imod din Vilje, og saa har de tvunget dig til at blive her! Du kan da begribe, at saadant et Løfte behøver man ikke at holde.” — „Jo, det er jeg alligevel nødt til,” sagde Drengen. „Du skal have Tak, fordi du mener mig det godt, men hjælpe mig kan du ikke.“
„Kan jeg ikke?“ sagde Gorgo. „Det skal jeg snart vise dig.” Og i det samme greb han fat i Niels Holgersen med sin store Klo, svang sig med ham op over Skyerne og forsvandt i nordlig Retning.
