Side:Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige.djvu/388

Denne side er blevet korrekturlæst

382

Da Natten kom, og alle Ørnene sov, hørtes der en Skraben oppe i Staaltraadsnettet, der dækkede over Buret. De to gamle og sløve Fanger lod sig ikke forstyrre af Lyden, men Gorgo vaagnede. „Hvem der? Hvem er det, der er oppe paa Taget?“ spurgte han.

„Det er Tommeltot, Gorgo!“ svarede Drengen. „Jeg sidder her og filer Staaltraaden over, for at du skal kunne flyve din Vej.”

Ørnen løftede Hovedet og kunde i den lyse Nat se, at Drengen sad og filede paa Nettet, der var spændt over Buret. Et Øjeblik kom der et Glimt af Haab i hans Aasyn, men saa Fik Modløsheden atter Overhaand. „Jeg er en stor Fugl, Tommeltot,” sagde han, „hvor tror du, du kan file saa mange Traade over, at jeg kan komme ud? Det er bedst, du holder op med det og lader mig være i Fred.” — „Sov du bare videre, og bryd dig ikke om mig!” svarede Drengen. „Jeg bliver hverken færdig i Nat eller i Morgen Nat, men jeg vil alligevel prøve paa at befri dig, for her gaar du jo rent til Grunde.”

Gorgo faldt igen i Søvn, men da han vaagnede næste Morgen, saa han straks, at en Mængde Traade var filet over. Den Dag følte han sig ikke saa døsig som de foregaaende. Han slog med Vingerne og hoppede op paa Trægrenene for at faa Stivheden ud af Lemmerne.

En tidlig Morgen, lige idet det første Morgengry tændtes paa Himlen, vækkede Tommeltot Ørnen. „Prøv nu, Gorgo!” sagde han.

Ørnen saa op. Tommeltot havde virkelig faaet saa mange Traade filet over, at der var et stort Hul i Staaltraadsnettet. Gorgo slog med Vingerne og svang sig til Vejrs. Et Par Gange mislykkedes det, og han faldt tilbage i Buret, men tilsidst slap han lykkelig ud i det fri.

I stolt Flugt steg han op over Skyerne. Den lille Tommeltot sad og saa efter ham med vemodig Mine og ønskede, at der ogsaa vilde komme nogen og give ham hans Frihed.

Niels Holgersen var nu helt hjemme paa Skansen. Han var bleven bekendt med alle de Dyr, der var der, og havde faaet mange Venner iblandt dem. Og det maatte han jo indrømme, at der var saa meget at se og lære, at han ikke havde ondt ved at faa Tiden til at gaa. Men alligevel gik hans Tanker hver Dag med Længsel til Morten Gase og de andre Rejsekammerater. „Var jeg bare ikke bunden ved