363
Fiskeren standsede Klement for at spørge ham, om Forstanderen paa Skansen var hjemme, og da Klement havde svaret herpaa, spurgte han til Gengæld, hvad det var for mærkelige Ting, Fiskeren havde i sin Kasse. „Du skal faa Lov at se, hvad jeg har, Klement,” svarede saa Fiskeren, „dersom du til Gengæld vil give mig et godt Raad og sige mig, hvad jeg kan forlange for det.“
Han rakte Kassen henimod Klement. Denne kiggede først een Gang ned i den, saa en Gang til og trak sig derpaa hurtig et Par Skridt tilbage. „Hvad i al Verden er det, Åsbjørn!“ sagde han. „Hvordan har du faaet fat i saadan en?”
Han kom til at tænke paa, at da han var lille, havde hans Moder tit fortalt ham om de Smaa, der boede under Logulvet. Han maatte ikke græde og ikke være uartig, for saa blev de Smaa vrede. Da han blev voksen, troede han, at det med de Smaa havde været et Paafund af hans Moder for at holde ham i Ave. Men det havde altsaa ikke været noget, hans Moder havde hittet paa, for der i Åsbjørns Kasse laa en af de Smaa.
Der var noget af Barnets Angst tilbage hos Klement, og det løb ham koldt ned ad Ryggen, naar han saa hen paa Kassen. Åsbjørn mærkede, at han var bange, og gav sig til at le, men Klement tog Sagen meget alvorligt. „Fortæl mig dog, hvor du har fundet ham, Åsbjørn!“ sagde han. — „Jeg har ikke ligget paa Lur efter ham,“ sagde Åsbjørn. „Det var ham, der kom til mig. Jeg sejlede ud i god Tid i Morges og tog Bøssen med i Baaden. Knap var jeg kommen klar af Land, før jeg fik Øje paa nogle Vildgæs, der kom østfra og skreg i vilden Sky. Jeg sendte et Skud efter dem, men ramte ingen. I Stedet for kom denne lille Fyr styrtende ned og faldt i Vandet saa nærved Baaden, at jeg kun behøvede at række Haanden ud for at faa fat i ham.” — „Du har da ikke ramt ham, Åsbjørn?” — „Slet ikke, han er rask og sund. Men straks, da han kom flyvende, var han ikke rigtig ved sig selv, og da tog jeg Tiden i Agt og surrede en Stump Sejlgarn om Hænder og Fødder paa ham, for at han ikke skulde flygte. For jeg tænkte jo straks, at det vilde være noget for Skansen.”
Altsom Fiskeren fortalte, blev Klement underlig urolig. Alt, hvad han havde hørt i sin Barndom om de Smaa, om deres Hævnlyst mod Fjender og Hjælpsomhed mod Venner, faldt ham igen ind. Det var aldrig gaaet dem godt, der
