361
denne arbejdede sig fremad med tunge, brusende Vingeslag. „Vend om Akka!” raabte han straks. „Der er en fremmed i Flokken! Det er Vingeskøn, vi har faaet med!”
Næppe havde han talt ud, før Graagaasen udstødte et Skrig, saa stygt og arrigt, at ingen kunde tvivle om, hvem hun var. Akka og de andre vendte sig om imod hende, men Graagaasen flygtede ikke straks. I Stedet styrtede hun hen til den store, hvide, greb Tommeltot og fløj bort med ham i Næbbet.
Der fulgte en hidsig Jagt ind over Skærgaardshavet. Vingeskøn fløj rask, men Vildgæssene var lige i Hælene paa hende, og hun kunde ikke have mindste Haab om at undslippe.
Pludselig saa de en fin, hvid Røg stige op nedefra Havet, og der hørtes Knald af et Skud. I deres Iver havde de ikke lagt Mærke til, at de var lige over en Baad, hvori der sad en enlig Fisker.
Der blev dog ingen ramt af Skuddene, men lige midtover Baaden aabnede Vingeskøn Næbbet og lod Tommeltot falde ned i Havet.
