310
Vildgæssene havde stillet sig hen at sove paa Siljans Is, og da det trak fælt fra Nord, var Drengen nødt til at krybe ind under den hvide Gases Vinge. Men han havde ikke ligget der længe, før han vaagnede ved Knaldet af et Bøsseskud. Han lod sig straks glide ned paa Jorden og saa sig forskrækket om.
Ude paa Isen, der hvor Gæssene laa, var der ganske stille. Hvor meget han saa kiggede og spejdede, kunde han ingen Jæger se. Men da han saa ind mod Land, fik han Øje paa noget saa mærkværdigt, at han troede, det var et Slags Spøgeri, han saa, noget lignende som Vineta eller Spøgelsehaven ved Stora Djulö.
Om Eftermiddagen havde Vildgæssene fløjet flere Gange frem og tilbage over den store Sø, inden de kunde bestemme sig til, hvor de skulde slaa ned. Og i Flugten havde de vist ham de store Kirker og Landsbyer, der laa paa Bredden. Han havde set Leksand, Rättvik, Mora, Sollerøen. Kirkebyerne var saa store som smaa Byer, og han havde undret sig over, at der var saa stærkt bebygget her oppe imod Nord. Han fandt hele Egnen meget mere lys og smilende, end han havde tænkt sig, men han havde ikke faaet Øje paa noget uhyggeligt eller farligt.
Men nu i den mørke Nat flammede der paa disse samme Bredder en stor Krans af høje Blus. Han saa dem lyse i Mora ved den nordlige Ende af Søen, paa Toppen af Solleröen, i Vikarbyen, paa Bjergene ovenfor Sjurberg, paa Kirkepynten ved Rättvik og videre paa Odder og Høje helt ned imod Leksand. Han kunde tælle over hundrede Blus, og det var ham ganske umuligt at begribe, hvor de var kommet fra, hvis der da ikke var Trolddom eller Spøgeri med i Spillet.
Vildgæssene vaagnede ogsaa ved Skuddet, men saasnart Akka havde kastet et Blik ind paa Bredden, sagde hun: „Det er Menneskebørnene, der leger.” Og straks stak hun og de andre Gæs Hovedet under Vingen og faldt igen i Søvn.
Men Drengen stod og saa paa Blussene, der prydede Bredden som en lang Række Guldsmykker. Lys og Varme lokkede ham ligesaa meget, som de lokker en lille Myg, og han havde den største Lyst til at gaa nærmere, men han vidste ikke, om han turde forlade Gæssene. Han hørte Skud
