Side:Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige.djvu/312

Denne side er blevet korrekturlæst

306

Landmænd eller Skovbrugere. I Falun Grube er der snart ikke mere Malm. Det kunde gøres mere nødig end nogensinde, at man fandt Broderlodden.”

„Jeg gad vidst, om den Bjergmand var den sidste, der saa den,” sagde Drengen.

„Saasnart du har hugget Hul i Væggen og lukket mig ud, skal jeg fortælle dig, hvem der har set den sidst,” sagde Bataki.

Det gav et Sæt i Drengen, og med det samme tog han raskere fat. Han syntes, Bataki havde sagt det i en underlig, betydningsfuld Tone. Det lød næsten, som om han vilde give Drengen at forstaa, at han, Ravnen, havde set den store Malmaare. Kunde der stikke noget under, at han havde fortalt ham den Historie?

„Du har vist rejst meget om her paa Egnen,” sagde Drengen for at faa lidt Klarhed i Tingene. „Du har sagtens fundet baade det ene og det andet, naar du saadan har svævet henover Skovene og Bjergene her.“

„Ja, det kan nok være, jeg kunde vise dig mærkelige Ting, saasnart du er færdig med dit Arbejde,” sagde Ravnen.

Drengen gav sig til at hugge saa ivrigt, at Spaanerne fløj omkring ham. Nu var han ganske sikker paa, at Ravnen havde fundet Broderlodden. „Det er rigtignok Synd, at en Ravn som du ikke kan faa nogen Glæde af den Rigdom, du har fundet,” sagde han.

„Jeg vil ikke tale mer om den Ting, før jeg ser, at du kan hugge Hul i Væggen og hjælpe mig ud,” sagde Ravnen.

Drengen arbejdede, saa Jernet blev brændende hedt. Batakis Mening var ikke til at tage fejl af. Ravnen kunde jo ikke selv bryde Malm, og derfor var det ganske vist hans Hensigt at overlade Niels Holgersen Opdagelsen. Det var jo baade det sandsynligste og rimeligste. Men naar han nu fik Hemmeligheden at vide, saa vilde han, saa snart han blev Menneske igen, komme tilbage hertil og hæve den store Skat. Og naar han havde tjent Penge nok, vilde han købe hele Vestre Vemmenhögs Sogn, og der vilde han bygge et Slot, ligesaa stort som Vittskövle, og saa vilde han en Dag sende Husmand Holger Nielsen og hans Kone en Indbydelse til at komme og se Slottet. Og naar de saa kom gaaende, vilde han staa paa Trappen og sige: „Værs'god, kom ind og lad, som I er hjemme!” Og de kendte ham naturligvis ikke, men de undrede sig over, hvad det kunde være for en fin Herre, der havde indbudt dem.