283
lille Mand!” sagde han. „De Kugler havde nok ramt bedre, hvis du ikke havde været. Og nu vil jeg til Gengæld gøre dig en Tjeneste. Skulde du nogensinde igen møde en Bjørn, saa sig kun til ham, hvad jeg nu hvisker til dig, saa rører han dig ikke.”
Derpaa hviskede Bjørnefar Drengen et Par Ord i Øret, og saa skyndte han sig afsted, for han syntes, han kunde høre, at Hundene og Jægerne forfulgte ham.
Men Drengen stod alene tilbage i Skoven, fri og uskadt, og kunde knap selv forstaa, hvordan det var muligt.
Vildgæssene havde hele Aftenen fløjet frem og tilbage, spejdet og raabt, men ikke kunnet finde Tommeltot. De blev ved at lede, længe efter at Solen var gaaet ned, og da det tilsidst blev saa mørkt, at de maatte stille sig hen at sove, var de meget mismodige. Der var ikke en eneste af dem, som ikke troede, at Drengen havde slaaet sig ihjel i Faldet og nu laa og var død nede i Underskoven, hvor de ikke kunde se ham. Men næste Morgen, da Solen stak Hovedet op over Bjergene og vækkede Vildgæssene, laa Drengen som sædvanlig og sov midt iblandt dem, og han kunde ikke lade være at le, da han vaagnede og hørte dem skrige og kagle af Forbavselse.
De var saa nysgerrige efter at høre, hvad der var hændt ham, at de ikke vilde flyve ud paa Græs, førend han havde fortalt alt, hvad han havde oplevet. Drengen fortalte rask og muntert hele sit Eventyr med Bjørnene, men saa lod det til, at han ikke vilde fortælle mere. „Hvordan jeg kom tilbage til jer, det ved I vel allerede?” sagde han. — „Nej, vi ved ingenting. Vi troede, du havde slaaet dig ihjel.” — „Det var da underligt,” sagde Drengen. „Jo, da Bjørnefar gik fra mig, klatrede jeg op i en Gran og faldt i Søvn. Men ved første Daggry vaagnede jeg ved, at en Ørn kom susende henover mig, tog mig i sine Kløer og fløj bort med mig. Jeg tænkte naturligvis, at nu var det ude med mig. Men han gjorde mig ingenting, fløj blot lige herhen og lod mig falde ned midt iblandt jer.“
„Sagde han ikke, hvem han var?” spurgte den store, hvide.
„Han var borte, inden jeg kunde faa sagt saa meget som Tak. Jeg troede, det var Mor Akka, der havde sendt ham hen at hente mig.”
„Det var da mærkværdigt,” sagde den hvide Gase. „Er du vis paa, det var en Ørn?”
