282
„Naa, hvordan gaar det?“ spurgte Bjørnen. „Vil du, eller vil du ikke?”
Drengen strøg sig med Haanden over Panden. Han havde ikke fundet paa nogen Udvej, men saa meget vidste han, at han ikke vilde gøre Jernet noget, det, der var saadan en god Hjælp for rige og fattige, og som gav saa mange Mennesker i Landet Brød.
„Jeg vil ikke,” sagde han.
Bjørnefar klemte lidt haardere til med Labberne uden at sige noget.
„I skal aldrig faa mig til at ødelægge et Jernværk,” sagde Drengen. „For jernet er til saa stor Velsignelse, at det er Synd at forgribe sig paa det.“
„Saa venter du vel heller ikke, jeg skal lade dig leve?” sagde Bjørnen.
„Nej, det venter jeg ikke,” sagde Drengen og saa Bjørnefar lige ind i Øjnene.
Bjørnefar klemte endnu fastere til med Labberne. Det gjorde saa ondt, at Drengen fik Taarer i Øjnene, men han kneb Munden sammen og sagde ikke et Ord.
„Godt! En, to, tr..!” sagde Bjørnefar og løftede langsomt den ene Lab, for han haabede til det sidste, at Drengen skulde give sig.
I det samme hørte Drengen noget klirre lige i Nærheden, og han saa en blank Bøssepibe blinke et Par Skridt fra dem. Baade han og Bjørnefar havde været saa optaget af deres eget, at de ikke havde lagt Mærke til, at et Menneske havde listet sig tæt hen til dem.
„Bjørnefar!” skreg Drengen. „Hører I ikke, der var nogen, der spændte Hanen paa et Gevær? Løb! Ellers bliver I skudt!“
Bjørnefar kom afsted i en Fart, men fik dog Tid til at tage Drengen med. Et Par Skud knaldede, idet han styrtede bort, og Kuglerne peb ham om Ørene, men han slap godt fra det.
Som Drengen nu hang der og dinglede udenfor Bjørnens Gab, faldt det ham ind, at han vist aldrig havde baaret sig saa dumt ad som i Nat. Havde han blot tiet stille, saa var Bjørnen bleven skudt, og han selv var sluppen løs. Men han havde vænnet sig saadan til at hjælpe Dyrene, at han gjorde det ganske uden at tænke over det.
Da Bjørnefar var kommen et Stykke ind i Skoven, standsede han og satte Drengen ned paa Jorden. „Tak skal du have,
