Side:Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige.djvu/287

Denne side er blevet korrekturlæst

281

utaalmodig,” sagde han. „Det er en vigtig Ting for mig, og jeg maa have Tid til at betænke mig.”

„Ja, saa betænk dig da lidt endnu,” sagde Bjørnefar. „Men jeg vil sige dig, at det er Jernets Skyld, at Menneskene er bleven saa meget klogere end vi Bjørne, og alene af den Grund vil jeg det gerne til Livs.”

Da Drengen havde faaet denne ny Frist, vilde han bruge den til at udpønse en Redningsplan. Men Tankerne gik som de vilde den Nat, og de begyndte igen at beskæftige sig med Jernet. Lidt efter lidt klarede det sig for ham, hvor meget Menneskene havde været nødt til at tænke og grunde, inden de havde udfundet, hvordan de skulde smelte det ud af Malmen, og han saa tydelig de gamle, sorte Smede for sig, som de stod bøjede over Essen og grublede over, hvordan de bedst skulde komme til Rette med det. Det var maaske, fordi de havde grublet saa meget over Jernet, at Forstanden var kommen i Vækst hos Menneskene, til de omsider var naaet saa vidt, at de kunde bygge saadanne store Fabrikker. Der var vist ingen Tvivl om, at Menneskene skyldte Jernet mere, end de selv vidste af.

„Naa, hvordan gaar det?” sagde Bjørnefar. „Vil du, eller vil du ikke?”

Det gav et Sæt i Drengen. Her stod han og tænkte unødvendige Tanker og vidste endnu ikke, hvordan han skulde bære sig ad med at slippe væk. „Det er ikke saa let at vælge, som I tror,” sagde han. „I maa give mig Betænkningstid.”

„Ja, lidt endnu vil jeg vente paa dig,” sagde Bjørnefar. „Men saa faar du ikke længere Henstand. Du maa vide, det er Jernets Skyld, at der kan bo Mennesker her i Bjørnelandet, saa du kan nok forstaa, jeg gerne vil det til Livs.”

Drengen havde i Sinde at bruge den sidste Frist til at Finde paa en Udvej, men saa urolig og forvirret som han var, gik Tankerne deres egne Veje, og de fik nu travlt med alt det, han havde set, mens han fløj hen over Bergslagerne. Hvor det dog var forunderligt, at der var saa meget Liv og Bevægelse, saa meget Arbejde ude i Vildmarken. Tænk, hvor tomt og øde her vilde have været, hvis der ikke havde været Jern! Han tænkte paa dette Jernværk, der havde givet saa mange Mennesker Arbejde, lige siden det blev bygget, og som nu havde samlet saa mange Huse rundt om sig fulde af Mennesker, og som havde trukket Jernveje og Telegraftraade til sig, og som udsendte…