Side:Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige.djvu/286

Denne side er blevet korrekturlæst

280

ligt. Lige ved Siden af ham laa der en Bunke Halm og Høvlspaaner, som han let kunde stikke Ild paa, ved Siden af Spaanerne var der en Bræddestabel, og Bræddestablen stødte op til det store Kulskur. Men Kulskuret gik helt hen til Værkstederne, og gik der Ild i det, vilde Ilden snart flyve over paa jernværkets Tag. Der vilde gaa Ild i alt, hvad der fandtes af brandbare Ting, Murene vilde revne af Heden og Maskinerne blive ødelagt.

„Naa, vil du, eller vil du ikke?” spurgte Bjørnefar.

Drengen vidste godt, at han straks burde svare, at han ikke vilde, men han vidste godt, at saa vilde Bjørnelabberne, der havde fat om ham, klemme ham ihjel med et eneste Tag. Saa sagde han: „Jeg maa have Lov at betænke mig lidt.”

„Naa, ja, lad gaa!” sagde Bjørnefar. „Men jeg skal sige dig, at det er netop Jernet, der har givet Menneskene saadan et Overtag over os Bjørne, at jeg ogsaa af den Grund gerne vilde have en Ende paa Arbejdet her.”

Drengen tænkte, at han vilde bruge Betænkningstiden til at Finde paa en eller anden Maade at slippe bort, men han var saa bange, at han ikke kunde faa sine Tanker til at gaa den Vej, han vilde, men istedetfor gav han sig til at tænke paa, hvad for en god Hjælp Jernet var for Menneskene. De brugte jo Jern til alting. Jern var der i Ploven, der trak Furerne i Marken, i Øksen, der huggede Tømmeret, i Leen, der mejede Kornet, i Kniven, der kunde bruges til alle mulige Ting. Jern var der i Bidslet, som Hesten blev styret med, i Laasen, der lukkede Døren, i Sømmene, der holdt Møblerne sammen, i Pladerne, som Taget var tækket med. Bøssen, der havde udryddet de vilde Dyr, var af Jern, og ligesaa Hakken, der havde brudt Malm i Gruben. Jern var de Krigsskibe beklædt med, som han havde set i Karlskrona, paa Jernskinner rullede Lokomotiverne gennem Landet, af Jern var Naalen, der syede Frakken, Saksen, der klippede Faarene, Gryden, hvori Maden blev kogt. Stort og smaat, alt, hvad der var nyttigt og uundværligt, var af Jern. Bjørnefar havde jo Ret i, at det var Jernet, der havde givet Menneskene deres Overmagt over Bjørnene.

„Naa, vil du saa, eller vil du ikke?” spurgte Bjørnefar.

Drengen foer op af sine Tanker. Her stod han og tænkte paa ganske unødvendige Ting og havde endnu slet ikke fundet paa, hvordan han skulde slippe bort. „I maa ikke være saa