279
langt og sammentrykt. Straks greb en anden Arbejder det og lagde det ind under en haardere Valse, der gjorde det endnu længere og tyndere. Saadan gik det fra Valse til Valse, blev rakt og strakt og snoede sig tilsidst henad Gulvet som en mange Alen lang, rødglødende Traad. Men mens det første Stykke Jern blev presset, tog de et nyt ud af Ovnen og lagde det under Valserne, og naar det var kommet lidt paa Vej, hentede de et tredje. Uafladelig snoede ny, røde Traade sig henad Gulvet som hvæsende Slanger. Drengen syntes, det var smukt at se jernet, men endnu smukkere var det at se Arbejderne, der let og behændigt greb de glødende Slanger med deres Tænger og tvang dem ind under Valserne. Det var som en Leg for dem at haandtere det sydende Jern. „Jeg maa sige: dette er Arbejde for Mænd,” sagde Drengen ved sig selv.
Bjørnen lod ham ogsaa kigge ind i Smelteovnen og i Stangjernssmedjen, og Drengen blev mere og mere forbavset, da han saa, hvordan Smedene haandterede Ild og Jern. „De Folk er ikke bange for Ild og Hede,” tænkte han. Sodede og sorte var de ogsaa. Drengen syntes, de var som en Slags Ildmennesker, saadan som de kunde bøje og forme Jernet, som de lystede. Han kunde ikke tænke sig, det var almindelige Mennesker, der havde den Magt.
„Saadan bliver de ved derinde Dag efter Dag og Nat efter Nat,” sagde Bjørnefar og lagde sig ned paa Jorden. „Du kan nok begribe, det er ikke til at holde ud. Det er rigtignok godt, at jeg nu kan faa en Ende paa det.”
„Kan I det?” sagde Drengen. „Hvordan vil I da bære jer ad med det?”
„Jo, jeg har tænkt mig, at du skulde stikke Ild paa Bygningerne her,” sagde Bjørnefar. „Paa den Maade fik jeg Fred for det evige Spektakel og kunde blive boende i min Fødeegn.”
Drengen blev saa kold som Is over hele sin Krop. Naa, saa derfor var det, Bjørnefar havde ført ham herhen.
„Stikker du Ild paa Buldreværket, saa lover jeg dig, at du skal beholde Livet,” sagde Bjørnefar. „Men hvis du ikke gør, som jeg vil, skal det snart være ude med dig.”
De store Værksteder havde stærke Mure, og Drengen tænkte ved sig selv, at Bjørnefar kunde befale saa meget han vilde, det var alligevel umuligt at adlyde ham. Men straks efter saa han, at det maaske ikke vilde være saa umu-
