275
til, saa skulde der saamænd ikke blive saa meget tilbage af ham, at du kunde lugte det.“
Bjørnefar lagde sig ned ved Siden af Bjørnemor, men lod ikke til at være rigtig tilfreds med Svaret, for han kunde ikke lade være at snuse og vejre.
„Lad være med at ligge og snuse saadan!” sagde Bjørnemor. „Du skulde da kende mig nok til at vide, at jeg ikke lader noget, der kan gøre Fortræd, komme i Nærheden af Ungerne. Fortæl mig hellere, hvad du har taget dig for? Jeg har ikke set dig i en hel Uge.”
„Jeg har været ude at se mig om efter en ny Lejlighed,” sagde Bjørnefar. „Først gik jeg over til Värmland for at spørge vore Slægtninge i Nyskoven, hvordan de havde det der i Landet, men den Ulejlighed kunde jeg have sparet mig. De var allesammen borte. Der var ikke et eneste Bjørnehi i Skoven.”
„Jeg tror, Menneskene vil have hele Jorden for sig selv,” sagde Bjørnemor. „Om ogsaa vi lader baade Folk og Fæ i Fred, og ikke lever af andet end Tyttebær og Myrer og Grønt, saa faar vi ikke Lov at blive i Skoven. Jeg gad vidst, hvor vi kan flytte hen og være sikre paa at blive boende.” — „Her i denne Grube har vi jo haft det udmærket i mange Aar,” sagde Bjørnefar, „men jeg kan ikke finde mig i at bo her, efter at de har bygget det store Buldreværk lige ved Siden af os. Nu sidst har jeg været henne og set mig om øst for Dalelven, henad Garpenberg til. Dér var ogsaa mange gamle Grubehuller og andre gode Gemmesteder, og jeg synes, det lod til, at man kunde være saa temmelig i Fred for Mennesker…“
I det samme Bjørnefar sagde dette, rejste han sig og snusede til alle Sider. „Det er underligt, hver Gang jeg taler om Mennesker, mærker jeg igen den Lugt,“ sagde han.
„Se selv efter, naar du ikke vil tro mig!” sagde Bjørnemor. „Jeg gad nok vidst, hvor et Menneske skulde ligge gemt hernede.“
Bjørnen gik hele Hulen rundt og snusede. Tilsidst kom han hen og lagde sig ved Siden af Bjørnemor uden at sige et Ord. — „Sagde jeg det ikke nok?” sagde Bjørnemor. „Men du tror naturligvis ikke, der er andre end dig, der har Næse og Øren.“
„Man kan aldrig være forsigtig nok med saadan et Naboskab, som vi har,” sagde Bjørnefar stilfærdig. Men saa foer han op med et Brøl. Det traf sig saa uheldigt, at en af Bjørneungerne var kommen til at lægge sin Lab hen over Niels Hol-
