13
Katten svarede ikke straks. Den satte sig ned, lagde Halen pænt i Krans foran Poterne og stirrede paa Drengen. Det var en stor, sort Kat med en hvid Plet paa Brystet. Dens Haar var glatte og glinsede i Solskinnet. Kløerne havde den trukket ind, og Øjnene var helt graa paa nær en lille smal Revne midtpaa. Katten saa ud som Fromheden selv.
„Jeg ved godt, hvor Nissen bor,“ sagde den med blid Stemme, „men det er ikke sagt, jeg vil fortælle dig det.”
„Kære Mis, du maa endelig hjælpe mig,“ sagde Drengen. „Ser du ikke, at han har forhekset mig?“
Katten lukkede Øjnene lidt højere op, saa den grønne Ondskab begyndte at titte frem. Den spandt og snurrede af Velbehag, inden den svarede. „Skal jeg maaske hjælpe dig, fordi du saa tit har trukket mig i Halen,” sagde den tilsidst.
Da blev Drengen vred og glemte helt, hvor lille og magtesløs han var. „Jeg kan trække dig i Halen een Gang til,“ sagde han og fo'r henimod Katten.
I samme Øjeblik var Katten saa forandret, at Drengen knap kunde tro, det var det samme Dyr. Hvert eneste Haar paa dens Krop rejste sig. Ryggen krummede sig. Benene, strakte sig, Kløerne kradsede i Jorden, Halen blev kort og tyk, Ørene lagde sig tilbage, Munden hvæsede, Øjnene stod vidtaabne og skinnede som gloende Kul.
Drengen vilde ikke lade sig skræmme af en Kat, men gik endnu et Skridt fremad. Men da satte Katten i Spring lige hen paa Drengen, kastede ham omkuld og stillede sig over ham med Forpoterne paa hans Bryst og Gabet over hans Strube.
Drengen mærkede, at Kløerne gik gennem Vesten og Skjorten ind i Skindet, medens de skarpe Hjørnetænder kildrede hans Strube. Han skreg om Hjælp af alle Kræfter.
Men der kom ingen, og han troede bestemt, at hans sidste Time var kommen. Da mærkede han, at Katten trak Kløerne til sig og slap sit Tag om Struben.
„Se saa,“ sagde den, „nu kan det være nok. Denne Gang vil jeg lade dig slippe for min Madmoders Skyld. Jeg vilde blot have, du skulde vide, hvem af os to der nu er den stærkeste.“
Dermed gik Katten sin Vej og saa ligesaa glat og from ud som før, da den kom. Drengen var saa flov, at han ikke sagde et Ord, men blot skyndte sig ind i Kostalden for at lede efter Nissen.
Der var ikke mere end tre Køer. Men da Drengen kom
