11
og da kom han til at ryste af Angst. Thi nu begreb han, at Nissen havde forhekset ham, og at den lille Fyr, som han saa Billedet af i Spejlet, det var ham selv.
VILDGÆSSENE.
Drengen kunde nu slet ikke faa sig selv til at tro, at han var bleven forvandlet til en Nisse. „Det er vel ikke andet end Drøm og Indbildning,“ tænkte han. „Naar jeg bare venter lidt, bliver jeg nok Menneske igen.”
Han stillede sig foran Spejlet og lukkede Øjnene. Han lukkede dem først op igen, da der var gaaet et Par Minutter, og ventede saa, at det var gaaet over. Men det var det ikke: han var og blev lige lille. Ellers lignede han sig selv, han var ganske som før. Det hørgule Haar og Fregnerne over Næsen og Lapperne paa Skindbukserne og Stopningen paa Strømpen, det var altsammen akkurat, som det plejede at være, paa det nær, at det var blevet mindre.
Nej, det kunde ikke nytte noget at staa stille og vente, det mærkede han nok. Han maatte prøve noget andet. Og han syntes, det klogeste han kunde gøre, var at se at finde Nissen og slutte Fred med ham.
Han sprang ned paa Gulvet og gav sig til at lede. Han søgte bag Stole og Skabe og under Slagbænken og bag Ildstedet. Han krøb endogsaa ned i et Par Musehuller, men det var ham umuligt at finde Nissen.
Hele Tiden, mens han ledte, græd han og bad og lovede alle mulige Ting. Han skulde aldrig mere bryde sit Ord til nogen, han skulde aldrig mere være ondskabsfuld, han skulde aldrig mere sove fra Prædikenen. Naar han blot maatte blive Menneske igen, saa skulde han nok være en flink og og god og lydig Dreng. Men hvad han saa lovede, det hjalp ikke det mindste.
Pludselig faldt det ham ind, at han havde hørt Moder sige, at Nisserne gerne holdt til i Kostalden, og han besluttede straks at gaa derud og se, om han kunde finde Nissen. Det var et Held, at Døren stod paa Klem, for han kunde ikke have naaet Laasen og lukket den op, men nu slap han igennem uden Vanskelighed.
Da han kom ud i Forstuen, saa han sig om efter sine Træsko, for inde i Stuen gik han naturligvis paa Strømpesokker. Han tænkte netop paa, hvordan han skulde bære sig ad med
