10
springe. Han fløj først over imod den ene Væg og saa imod den anden, tilsidst faldt han om paa Gulvet, og der blev han liggende sanseløs.
Da han igen vaagnede, var han alene i Stuen. Der var ikke Spor at se af Nissen. Kistelaaget var lukket, og Fluefangeren hang paa sin sædvanlige Plads i Vinduet. Havde han ikke følt sin højre Kind brænde efter Ørefigenen, kunde han fristes til at tro, at det hele havde været en Drøm. „Men alligevel vil Fader og Moder paastaa, at det ikke har været andet,” tænkte han. „De trækker saamænd ikke noget fra i Prædikenen for Nissens Skyld. Det er bedst, jeg sætter mig til at læse igen.”
Men da han nu gik hen til Bordet, opdagede han noget underligt. Det var jo umuligt, at Stuen var bleven større. Men hvordan kunde det da være, at han maatte gaa saa mange flere Skridt, end han plejede, for at naa hen til Bordet? Og hvad gik der af Stolen? Den saa ikke ud til at være større nu end før, men han maatte først staa op paa Tremmen imellem Stolebenene og bagefter klatre for at naa op paa Sædet. Og ligesaadan var det med Bordet. Han kunde ikke se over Bordpladen uden at klatre op paa Stolearmen.
„Hvad i Alverden er dette?” sagde Drengen. „Nissen har da vel ikke forhekset baade Lænestolen og Bordet og hele Huset!“
Postillen laa paa Bordet, og den saa ud som før, men der maatte ogsaa være noget galt ved den, for han kunde ikke komme til at læse et Ord, uden at han ligefrem stod helt op i Bogen.
Han læste nogle Linier, men saa kom han til at se op. Derved faldt hans Øjne ind i Spejlet, og da raabte han pludselig ganske højt: „Men der er jo en til!”
For i Spejlet saa han tydelig en lille bitte Fyr i Tophue og Skindbukser.
„Han er jo klædt ganske ligesom jeg,” sagde Drengen og slog Hænderne sammen af Forbavselse. Men da saa han, at den lille Fyr i Spejlet gjorde det samme.
Saa gav han sig til at trække sig selv i Haaret og knibe sig i Armene og svinge sig rundt, og øjeblikkelig gjorde han i Spejlet det efter.
Drengen løb et Par Gange rundt om Spejlet for at se, om der stod en lille Mand gemt bagved det. Men der var ingen,
