9
Stuen efter noget, han kunde støde til ham med. Hans Øjne vandrede fra Slagbænken til Klapbordet og fra Klapbordet til Ildstedet. Han saa paa Gryderne og Kaffekedlen, der stod paa en Hylde ved Siden af Ildstedet, paa Vandspanden ved Døren og paa Sleve og Knive og Gafler og Fade og Tallerkener, som han kunde se gennem den halvaabne Skabsdør. Han kiggede op til Faders Bøsse, der hang paa Væggen ved Siden af Portrætterne af den danske Kongefamilie, og paa Pelargonierne og Fuchsierne, der blomstrede i Vinduet. Tilsidst faldt hans Blik paa en gammel Fluefanger, der hang i Vindueskarmen.
Aldrig saa snart havde han faaet Øje paa Fluefangeren, før han greb den og løb hen og svingede den langs Kistens Kant. Og han blev selv forbavset over sit Held. Han forstod knap, hvordan han havde baaret sig ad, men han havde virkelig fanget Nissen. Staklen laa paa Bunden af den dybe Fluefanger med Hovedet nedad og kunde ikke komme op.
I første Øjeblik vidste Drengen slet ikke, hvad han skulde gøre med sin Fangst. Han passede kun paa at svinge Fluefangeren frem og tilbage, for at Nissen ikke skulde faa Lejlighed til at klatre op.
Nissen gav sig til at tale og bad saa mindelig om at slippe løs. Han havde gjort godt imod dem i mange Aar, sagde han, og fortjente en bedre Behandling. Hvis Drengen nu slap ham løs, vilde han give ham en gammel Speciedaler, en Sølvske og en Guldpenge, der var ligesaa stor som Kassen paa hans Faders Sølvur.
Drengen syntes just ikke, det var noget stort Tilbud, men efterat han havde faaet Nissen i sin Magt, var han bleven bange for ham. Han mærkede, at han havde givet sig i Lag med noget, der var fremmed og uhyggeligt og ikke tilhørte hans Verden, og han var bare glad ved at blive af med ham.
Han slog derfor straks til og holdt Fluefangeren stille, for at Nissen kunde komme op. Men da Nissen næsten var oppe, kom Drengen til at tænke paa, at han skulde have betinget sig store Rigdomme og alle mulige Herligheder. Idetmindste burde han da have gjort til Betingelse, at Nissen skulde have hekset Prædikenen ind i Hovedet paa ham. „Hvor jeg var dum, at jeg lod ham slippe,” tænkte han og gav sig til at ryste Fluefangeren, for at Nissen skulde falde ned i den.
Men i samme Øjeblik, som Drengen gjorde dette, fik han en saa vældig Ørefigen, at han troede, hans Hoved skulde
