136
saadan en Søndag Eftermiddag. Men han vidste, hvad for en Strøm af smukke, stolte Mennesker der engang havde bølget frem og tilbage. Han vidste, at Gaderne havde været som store Værksteder, fulde af alle Slags Arbejdere.
Men hvad Niels Holgersen ikke saa, det var, at Byen den Dag i Dag var baade mærkelig og smuk. Han saa hverken de hyggelige Smaahuse i Baggaderne, med sorte Mure, hvidmalede Bjælkeender og røde Pelargonier bag de blanke Ruder eller de mange dejlige Haver og Alleer eller de vedbendklædte Ruiners Skønhed. Hans Øjne var saa fulde af det svundnes Herlighed, at han ikke kunde se noget godt i det, der var.
 Sct. Katarinakirkens Ruin |
Vildgæssene fløj et Par Gange frem og tilbage over Byen, for at Tommeltot rigtig skulde faa alting at se. Tilsidst dalede de ned paa det græsbevoksede Gulv i en Ruinkirke for at blive der Natten over.
De havde allerede sat sig til at sove, men Tommeltot var vaagen endnu og saa gennem de knuste Hvælvinger op imod den blegrøde Aftenhimmel. Da han havde siddet saadan en Tid, tænkte han, at nu vilde han holde op at sørge over, at han ikke havde kunnet frelse den sunkne By.
