Side:Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige.djvu/139

Denne side er blevet korrekturlæst

133

næsten ikke lukket sin Mund op. Det kom af, at han ikke kunde tænke paa andet end den By, der paa saadan en mærkelig Maade havde vist sig for ham. Han havde aldrig set noget saa skønt og prægtigt, og han kunde ikke forsone sig med, at det ikke var lykkedes ham at frelse den. Han var ellers ikke sentimental af sig, men han sørgede ligefrem over de smukke Bygninger og de høje, stolte Mennesker.

Baade Akka og Gasen havde søgt at overbevise Tommeltot om, at det havde været Drøm eller Øjenforblændelse, men Drengen vilde ikke lade sig sige. Han var sikker paa, at hvad han havde set, det havde han set, og ingen kunde rokke denne Overbevisning. Han gik saa bedrøvet omkring, at hans Rejsekammerater blev urolige for ham.

Netop da Drengen var mest forknyt, kom den gamle Kaksi tilbage til Flokken. Stormen havde forslaaet hende til Gulland, og hun havde været hele Øen rundt, før hun havde hørt af nogle Krager, at hendes Rejsekammerater var paa Lille Karlsø. Da Kaksi hørte, hvad der var i Vejen med Tommeltot, sagde hun pludselig:

„Naar det er en gammel By, Tommeltot sørger over, saa skal vi snart faa ham trøstet. Kom bare med, saa skal jeg føre jer hen til et Sted, jeg saa i Gaar! Han skal nok snart blive glad igen!“

Derpaa sagde Gæssene Farvel til Faarene, og nu var de paa Vej til det Sted, som Kaksi vilde vise Tommeltot. Saa bedrøvet han var, kunde han ikke lade være som sædvanlig at kigge ned paa det Land, han fløj hen over.

For hans Øjne saa det ud, som om hele Øen fra Begyndelsen af havde været saadan en høj, stejl Klippe som Karlsø, men naturligvis meget større. Men saa var den paa en eller anden Maade gjort flad. Der var en, der havde taget en stor Kagerulle og rullet hen over den, som om den var et Stykke Dejg. Ikke saadan at forstaa, at den var bleven lige saa jævn som et Fladbrød, det var den ikke. Da de fløj langs Kysten, havde han paa flere Steder set høje, hvide Kalkvægge med Grotter og Klippesøjler, men de fleste Steder var de jævnet med jorden, og Kysten skraanede ganske svagt ned imod Havet.

Paa Gulland havde de en smuk og fredelig Søndageftermiddag. Det var mildt Foraarsvejr, Træerne havde store Knopper, Foraarsblomster dækkede Engene, Poplernes lange, tynde, nedhængende Grene viftede, og i de smaa Haver, der