Side:Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige.djvu/122

Denne side er blevet korrekturlæst

116

for. Den var dem tværtimod en stor Fornøjelse. De anstrengte sig ikke med at svømme, men lod sig skylle op paa Bølgeryggen og ned i Bølgedalen og morede sig lige saa godt som Børn i en Gynge. Deres eneste Frygt var, at Flokken skulde blive splittet ad. De stakkels Landfugle, der drev forbi oppe i Stormen, raabte misundeligt: „Ja, I kan sagtens, I kan svømme!”

Men derfor var Vildgæssene sandelig ikke udenfor al Fare. For det første gjorde denne Gyngen dem saa uimodstaaelig søvnige. Hvert Øjeblik følte de Lyst til at vende Hovedet bagud, stikke Næbbet under Vingen og sove. Nu er ingenting farligere end at falde i Søvn under saadanne Omstændigheder, og Akka raabte uophørlig: „Fald ikke i Søvn, Vildgæs! Den, der falder i Søvn, kommer bort fra Flokken. Den, der kommer bort fra Flokken, er fortabt!”

Trods alle Forsøg paa at staa imod faldt den ene efter den anden i Søvn, og selveste Mor Akka var ikke langt fra at slumre ind, da hun pludselig saa en mørk, rund Genstand hæve sig op af Vandet. „Sæler! Sæler! Sæler!” raabte Akka med stærk og skingrende Stemme og hævede sig op i Luften med smældende Vingeslag. Det var i den ellevte Time. Inden den sidste Vildgaas var sluppen op af Vandet, var Sælerne saa nær, at de snappede efter dens Fødder.

Saa var Vildgæssene atter oppe i Stormen, der drev dem foran sig ud mod Havet. Den undte hverken dem eller sig selv nogen Hvile. Og intet Land saa de, bare, bare Hav.

De slog ned paa Vandet igen, saasnart de turde. Men da de havde gynget en Tid paa Bølgerne, blev de søvnige paa ny. Og saa snart de faldt i Søvn, kom Sælerne svømmende. Havde ikke den gamle Akka været saa aarvaagen, var ikke en eneste af dem undsluppen.

Stormen blev ved hele Dagen, og den hærgede forfærdeligt blandt de Skarer af Maager og Trækfugle, der ved denne Aarsens Tid er paa Træk. Nogle blev slaaet ud af deres Kurs til fjerne Lande, hvor de døde af Sult, andre blev saa udmattede, at de sank ned i Havet og druknede. Mange knustes mod Klippevæggene, og mange blev et Rov for Sælerne.

Hele Dagen varede Stormen, og tilsidst begyndte Akka at tvivle paa, at hun og hendes Flok vilde komme levende fra det. De var dødsens trætte, og ingensteds øjnede hun en Plet, hvor de kunde hvile. Ved Aftentid vovede hun ikke mer at lægge sig ned paa Havet, fordi dette nu pludselig var opfyldt af Isflager, der tørnede mod hverandre, og hun var bange for, at