Side:Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige.djvu/121

Denne side er blevet korrekturlæst

XII.
LILLE KARLSØ.

STORMEN.

Fredag 8. April.

Vildgæssene havde overnattet paa Nordspidsen af Øland og var nu paa Vej til Fastlandet. Der blæste en temmelig stærk Søndenvind over Kalmar Sund, saa de var bleven drevet mod Nord. Alligevel arbejdede de sig med god Fart ind mod Land. Men da de nærmede sig de første Skær, hørte de et vældigt Drøn, som om en Mængde vingestærke Fugle kom susende, og Vandet under dem blev paa een Gang aldeles sort. Akka standsede sit Vingeslag saa pludselig, at hun næsten blev staaende stille i Luften. Derpaa dalede hun for at komme ned paa Havfladen. Men inden Gæssene endnu havde naaet Vandet, indhentede Vestenstormen dem. Allerede jog den foran sig Støvskyer, Saltskum og Smaafugle; nu rev den ogsaa Vildgæssene med sig, vendte op og ned paa dem og drev dem ud imod Havet.

Det blev en uhyggelig Storm. Atter og atter forsøgte Vildgæssene at vende om, men de havde ikke Kraft til det, de blev drevet ud imod Østersøen. Stormen havde allerede drevet dem over Øland, og nu laa det store, tomme Hav for dem. Der var ikke andet for end at lænse for Vinden, saa godt de kunde.

Da Akka mærkede, at de ikke var i Stand til at vende om, mente hun, det var nødvendigt at lade Stormen drive dem over hele Østersøen. Hun dalede derfor ned paa Vandet. Søgangen var allerede voldsom, og den voksede for hvert Øjeblik. Bølgerne kom rullende mørkegrønne med sydende Skum paa Kammen. Den ene rejste sig højere end den anden; det var, som kappedes de om, hvem der kunde knejse højest og skumme vildest. Men Bølgegangen var Vildgæssene ikke bange