112
hvide Gase komme klatrende med stort Besvær op ad Stenbunken; den havde Næbbet fuldt af Rodtrævler. Gasen saa ikke Drengen, og denne raabte ham ikke an; han syntes, det var det fornuftigste først at faa Rede paa, hvorfor Gasen saadan forsvandt den ene Gang efter den anden.
 Vindmøller paa Øland |
Han opdagede ogsaa snart Grunden. Oppe i Stenbunken laa en ung Graagaas, der skreg af Glæde, da Gasen kom. Drengen listede sig nærmere for at høre, hvad de sagde, og han fik da at vide, at Graagaasen var kommen til Skade med sin ene Vinge, saa hun ikke kunde flyve, og at hendes Flok var fløjet fra hende, saa hun laa ene og forladt. Hun havde været nær ved at dø af Sult, da den hvide Gase Dagen før havde hørt hendes Skrig og opsøgt hende. Lige siden da havde han stadig bragt hende Mad. De havde begge haabet, at hun kunde blive rask, til han skulde forlade Øen, men endnu kunde hun hverken gaa eller flyve. Hun var meget bedrøvet derover, men han trøstede hende med, at han ikke skulde rejse for det første. Tilsidst sagde han Godnat til hende og lovede, at han vilde komme igen næste Dag.
Drengen lod Gasen gaa, men saa snart han var borte,
