Side:Niels Holgersens vidunderlige Rejse gennem Sverige.djvu/114

Denne side er blevet korrekturlæst

108

endnu Hjorte af den gamle Stamme, og ikke alene elsker Harer og Gravænder og Agerhøns at leve der, men om Foraaret og Efteraaret er det en Hvileplads for mange tusende Trækfugle. Først og fremmest er det paa den sumpede Østenstrand nedenfor Schæferiengen, at Trækfuglene slaar ned for at græsse og hvile.

Da Vildgæssene og Niels Holgersen omsider havde fundet Vej til Øland, slog de som alle andre ned paa Stranden under Schæferiengen. Taagen laa tæt over Øen som før over Havet. Men dog blev Drengen forbavset over alle de Fugle, han opdagede blot paa det lille Stykke af Stranden, han kunde overse.

Det var en flad Sandbred med Stene og Vandpytter og en Mængde opskyllet Tang. Havde Drengen skullet vælge, var det næppe faldet ham ind at slaa ned der, men Fuglene ansaa det vist for et rent Paradis. Ænder og Graagæs gik og græssede paa Engen, nærmere ved Vandet løb Snepper og andre Strandfugle. Lommerne laa i Vandet og fiskede, men mest Liv og Bevægelse var der paa de lange Tangbanker ude i Vandet. Der stod Fuglene tæt ved Siden af hinanden og hakkede Orme i sig; de fandtes aabenbart i talløs Mængde, for det lod ikke til, der nogensinde lød Klage over Mangel paa Mad.

De allerfleste Fugle skulde videre og var kun slaaet ned for at hvile, og saasnart Anføreren for en Flok syntes, at hans Kammerater havde vederkvæget sig tilstrækkeligt, sagde han: „Er I nu færdige, saa vi kan komme videre?”

„Nej, vent, vent! Vi er langtfra mætte endnu,” sagde hans Ledsagere.

„Bilder I jer ind, jeg har i Sinde at lade jer æde saa meget, at I ikke kan røre jer?“ sagde Anføreren, slog med Vingerne og satte afsted. Men det skete mer end een Gang, at han maatte vende om, fordi han ikke kunde faa de andre til at følge med.

Udenfor de yderste Tangbanker laa en Flok Svaner. De brød sig ikke om at gaa i Land, men hvilede sig ved at ligge og gynge paa Vandet. Af og til dukkede de ned med Halsen og hentede sig Føde op fra Havbunden. Naar de havde faaet fat i noget rigtig godt, udstødte de et højt Raab, næsten som et Trompetstød.

Da Drengen hørte, at der laa Svaner i Havbrynet, skyndte han sig ud paa Tangbankerne. Han havde aldrig før set vilde Svaner paa saa nært Hold. Lykken var ham god, saa han kom helt hen til dem.

Drengen var ikke den eneste, der havde hørt Svanerne.