105
smaa Baade fulde af jægere, der affyrede Skud paa Skud. De forreste Fugleflokke havde ikke lagt Mærke til dem i Tide. De havde fløjet for lavt. Flere mørke Fuglekroppe sank ned imod Havet, og for hver en, der faldt, udstødte de levende høje Jammerskrig.
Det var underligt for en, der nylig troede, han var i Himlen, at vaagne til saadan Angst og Nød. Akka skød i Vejret, saa hurtig hun kunde, og saa fo'r Flokken afsted med den størst mulige Fart. Vildgæssene slap ogsaa uskadte fra det, men Drengen kunde ikke komme sig af sin Forundring. Tænk, at Mennesker kunne nænne at skyde paa saadan nogle som Akka og Yksi og Kaksi og Gasen og de andre! Menneskene vidste rigtignok ikke, hvad de gjorde!
Saa gik det igen fremad i den stille Luft, og alt var tavst som før, paa det nær, at nogle udmattede Fugle nu og da raabte: „Er vi der ikke snart? Er I vis paa, vi holder rigtig Kurs?” Herpaa svarede de, der fløj i Spidsen: „Vi styrer lige mod Øland, lige mod Øland!”
Stokænderne var trætte, og Lommerne fløj forbi dem. „Skynd jer ikke saa meget!” raabte saa Ænderne. „I spiser al Maden fra os.” — „Der er nok baade til jer og til os,” svarede Lommerne.
Inden de endnu var kommen saa langt, at de kunde se Øland, fik de ganske svag Modvind. Den førte noget med, der lignede vældige Masser af hvid Røg, ganske som om der et eller andet Sted var en stor Ildebrand.
Da Fuglene saa de første hvide Røghvirvler komme drivende, blev de ængstelige og satte Farten op. Men det, der lignede Røg, blev tættere og tættere, og tilsidst indhyllede det dem ganske. Der var ingen Lugt at spore, og Røgen var ikke mørk og tør, men hvid og fugtig. Det gik snart op for Drengen, at det ikke var andet end Taage.
Da Taagen blev saa tæt, at man ikke kunde se en Gaaselængde for sig, bar Fuglene sig ad som nogle rigtige, vilde Drenge. De, der før havde fløjet i den skønneste Orden, gav sig til at lege i Taagen. De fløj paa Kryds og paa tværs for at lede hinanden vild. „Vogt jer!” raabte de. „I flyver jo kun i Ring. Vend endelig om! Tro ikke, I kommer til Øland paa den Maade!“
De vidste allesammen meget godt, hvor de havde Øen, men de gjorde deres Bedste for at vildlede hverandre. „Se til Isænderne!“ lød det i Taagen. „De flyver tilbage til Nordsøen.”
