104
Det eneste betænkelige var, at det ikke var fuldstændig klart, men Himlen var graa og diset. Hist og her stod der vældige Skymasser, der hang helt ned imod Havfladen og dækkede for Udsigten.
Da de rejsende var kommen udenfor Skærene, laa Havet udbredt saa glat og spejlklart, at Drengen, der tilfældigvis kom til at se ned, troede, Vandet var forsvundet. Der var ikke længer en jord under ham. Han havde ikke andet end Skyer og Himmel om sig. Han blev ganske svimmel og klyngede sig mere ængsteligt til Gaaseryggen, end da han sad der for første Gang. Det var, som om han umulig kunde blive siddende; han maatte falde af til den ene eller den anden Side.
Endnu værre blev det, da de naaede det store Fugletræk, som Graagaasen havde talt om. Der kom virkelig Flok paa Flok flyvende ganske i samme Retning. De fulgte ligesom en afstukket Vej. Der var Vildænder og Graagæs, Fløjlsænder og Tejster, Lommer og Isænder, Fiskeænder og Krikænder, Lappedykkere og Strandskader. Men da nu Drengen bøjede sig forover og saa i den Retning, hvor Havet skulde ligge, saa han hele Fugletoget spejle sig i Vandet. Men han var saa omtaaget, at han ikke kunde begribe, hvordan dette gik til; han syntes, hele Fugleskaren fløj med Bugen opad. Han undrede sig dog ikke ret meget herover, for han vidste ikke selv, hvad der var op, og hvad der var ned.
Fuglene var udmattede og utaalmodige efter at naa over Vandet. Ingen af dem skreg eller sagde et fornøjeligt Ord, og det gjorde, at alt ligesom var saa underlig uvirkeligt.
„Sæt, vi er fløjet bort fra Jorden!” sagde han ved sig selv. „Sæt, vi er paa Vej op til Himlen!”
Han saa ikke andet end Skyer og Fugle til alle Sider og begyndte at finde det rimeligt, at de fløj op til Himlen. Han blev glad og gav sig til at tænke paa, hvad han mon vilde faa at se deroppe. Svimmelheden var forbi med det samme. Han var saa forfærdelig glad ved at tænke paa, at han fo'r op til Himlen og slap bort fra Jorden.
I det samme hørte han et Par Skud knalde og saa et Par smaa, hvide Røgsøjler stige i Vejret.
Der blev Røre og Forskrækkelse blandt Fuglene. „Skytter! Skytter! Skytter i Baadene!” raabte de. „Flyv højt! Flyv fra dem!”
Da saa' Drengen omsider, at de stadig fløj henover Havfladen og ingenlunde var i Himlen. Der laa en lang Række
