68
Mogens.
for Alt i Verden, nej, og der kom det igjen Altsammen, det var ikke til at holde borte, men det skulde bort, bort! Og det kom og gik, kom og gik, til Søvnen kom og Natten gik.
Som Solen den næste Dags Aften var gaaet
ned, spadserede de omkring i Haven sammen.
Arm i Arm gik de ganske langsomt og ganske
tavse opad den ene Gang, nedad den anden, ud
af Resedaduft, gjennem Rosenduft, ind i Duft af
Jasminer; enkelte Natsværmere fløj dem svirrende
forbi, Knaranden skreg derude i Kornet, ellers
kom den meste Lyd fra Thoras Silkekjole.
»Som vi kan tie!« udbrød Thora.
»Og som vi kan gaa,« fortsatte Mogens, »vi har vist gaaet en Mil nu.«
Saa gik de endnu en Tidlang og tav.
»Hvad tænker Du paa?« spurgte hun.
»Jeg tænker paa mig selv.«
»Det er netop, hvad jeg gjør.«
»Tænker Du ogsaa paa Dig selv?«
»Nej — paa Dig selv — Dig, Mogens.«
Han drog hende nærmere ind til sig. De gik op mod Havestuen, Døren stod aaben; der var meget lyst derinde, og Bordet med den snehvide Dug, Sølvfadet med mørkerøde Jordbær,
