88
Synd paa Børnene? Det er retfærdigt — men hende maa han skaane? Jeg kan bære alt, taale alt, kjæmpe som en Helt for hendes Fred — ja jeg kan endogsaa forlade hende, vide at hun hengiver sig til en anden Mand — nei, det overgaaer mine Kræfter! — men jeg kan døe, hvis hun gjør det, og takke Gud for det Slag, der kun knuser Mig. At lade hende bøde for Andres Synd, det var for grusomt — ingen jordisk Dommer vilde bære det over sit Hjerte at underskrive hendes Dom — det kan Gud ikke ville! hun er ligesaa sikker som hun er reen og uskyldig. Men hvis det er for sildigt? Hvorfor vendte hun sig bort fra mig, hvorfor græd hun, hvorfor rystede hendes Haand i min? Hvad var det, jeg sagde til hende — jeg talte om min Kjærlighed og spurgte hvorledes hun elskede mig. Jeg vidste ikke, hvad jeg gjorde — den Magt, der raadede over mig, var stærkere end jeg selv! Og i dette ene Øiebliks Forvildelse har jeg maaskee gjort hende ulykkelig, thi nu spørger hun sin Følelse om Svar. Men var det ikke Skræk? — hun anede vel min Kjærlighed, og Naturen lærte hende, at gyse tilbage for den. Ja, saaledes er det — hun hader og afskyer mig, som en reen Sjæl skyer Synden! O, min Gud, jeg takker dig — hvis hun hader mig!”
I disse forvirrede Tanker gik Viggo omkring paa de ensomste Steder i Skoven til det var sildig Aften. Af alle de vilde og uklare Forestillinger, der krydsede hans Sind, stod kun den uigjendrivelig for ham, at
