Side:Minona.djvu/94

Denne side er blevet korrekturlæst

86

troer det, søde Pige — men Liv og Kjærlighed er ikke Et! Naar vi er sammen tænker Du paa saamange Ting, jeg tænker kun paa dig! Nei, græd ikke, skjul ikke dit Ansigt for mig — Minona, see paa mig, og siig mig: er det Idealet Du elsker i mig, som overalt, eller” — idetsamme hørtes Fodtrin i Gangen bagved dem, og Viggo holdt inde, thi Minona rev sin Haand løs og flygtede med Lynets Fart; — for fem Minutter siden vilde hun ikke være blevet forskrækket ved at overraskes i en fortrolig Samtale med Viggo. Han var tilmode som om han vaagnede af en Drøm, da han saae hendes lyse Skikkelse forsvinde bag Træerne.

Det var Otto Frank, der havde forstyrret dem. Han nærmede sig Viggo, og udbrød leende: „Hvor Du seer bøs ud! Har Du gjort din Søster vred — hun foer som et Stjerneskud over Stien? Kom!” vedblev han i en ligegyldig Tone — „og gaae med hjem til os iaften, vi mangle just Fjerdemand til en L'Hombre. „Jeg kan ikke — jeg har ingen Tid iaften!” udbrød Viggo. „Som Du vil! Saa gaae da hjem til Fruerstuen og forson din fortørnede Gudinde! Sligt Hastværk sømmer sig ellers bedre for en Elsker end for en Broder — det er udenfor Reglen — men din Søster fortjener rigtignok, at man gjør en Undtagelse for hendes Skyld!” — Med disse Ord fjernede han sig, idet han fløitede en lystig Melodie.

Viggos Sind var i heftigt Oprør. Han saae truende efter Otto: „Hvad er udenfor Reglen — hvad mente han