85
„Ja! Himlen ligger Englene nær" — udbrød Viggo, og faldt i dybe Tanker.
Minona smilte bevæget — hun følte sig elsket, Uden at være sig det bevidst — deraf kom den ubeskrivelige Salighed, hendes Sjæl var opfyldt af. Hun foldede sine Hænder og udbrød lidenskabeligt, idet hun saae op til Himlen og ud over Jorden med taarefulde Øine. „Jeg er vist for lykkelig — thi undertiden synes jeg, at alt er her, og jeg kunde fristes til at sige med den døende Hrane: „Jeg har ingen Lyst til at fare heden, thi mig tykkes Himlen er paa Jorden!” — Hun havde givet efter for sin pludselige Sindsbevægelse uden at kjende den, derfor rødmede hun ikke over dette ufrivillige, lidenskabelige Udbrud. Viggo betragtede hende med et Blik, der bragte hendes Hjerte til at banke af en forunderlig Uro — men hun slog ikke Øinene ned, de bleve ved at see ind i hans, med et spørgende Udtryk. „Minona!” udbrød han lidenskabeligt. „Du er min Himmel paa Jorden — Du har lært mig, at der er en stor og guddommelig Rigdom gjemt i et Menneskes Hjerte! kald det Idealet — jeg kalder det Kjærligheden. Du havde Ret — min Tro var Vantro, og min Kjærlighed Had, — til jeg saae dig — og nu er den Frygt. Jeg behøver ikke at spørge — jeg veed, at Du har mig kjær, men det forekommer mig dog tidt, at Du kun tilhører mig halvt.” Minona saae paa ham med taarefulde Øine: „Føler Du da ikke, at jeg lever heelt i dig?” udbrød hun bedrøvet. „Jeg
